Iben Mondrup

Vittu er en selvstændig fortsættelse af Tabita fra 2020, som jeg endnu ikke har læst. Fælles for dem – og for Godhavn og Karensminde, hvor jeg først stiftede bekendtskab med Iben Mondrup – er undersøgelsen af det komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Vittu er et af de børn, der bliver fjernet fra deres grønlandske familie og bortadopteret til danske forældre. Muligvis ud fra de bedste intentioner om at give dem et bedre liv, men det var stadig overgreb, der satte dybe spor i børnene og i de samfund, som de blev taget fra.

Vi møder Vittu, da han er en lille dreng, der bliver mobbet på det børnehjem i Hundested, hvor han er placeret. Han gemmer sig, ofte forgæves, og den eneste trøst er Rosa, den grove pædagog med et hjerte af guld. Hun er som taget ud af en Ole Lund Kirkegaard roman. Da Alice og Stig kommer for at hente ham hjem til deres villa i Århus, forstår han ingenting, men han bliver selvfølgelig taget med alligevel.

Alice er flyttet til Danmark fra Frankrig, da hun blev gift med Stig. Han er noget ældre, arbejder i Udenrigsministeriet og han ville egentlig ikke have børn, og hvis det skulle være, så skulle det være hans eget. Det er ikke svært at se, at Vittu er Alice’ projekt. Hun drømmer om at gøre en forskel for et udsat barn og har måske også et ønske om at genoptage sin karriere som kunstfotograf. Hun begynder i hvert fald snart at tage billeder af ham. Det bliver et rum, de kan være i sammen, og Vittu elsker at posere – i hvert fald indtil han bliver gammel nok til at forstå, at mange af fotografierne er nøgenbilleder og forlanger, at hun fjerner dem.

Den første tid er hård. Vittu har svært ved at falde til. Han gemmer sig bag en billig hundemaske, og den tavse og fjerne Stig gør ham utryg og bange. Stig er væk det meste af ugen, og når han kommer hjem i weekenden bryder det den tætte symbiose med Alice. Forholdet til moren giver ham endelig et fast holdepunkt, men som læser er det tydeligt, at der også er noget usundt i deres relation.

Med tiden går det bedre. Vittu får aldrig mange venner, men han knytter sig til pigen Holly, der bor med sine forældre i huset overfor. Alice er skeptisk men de to børn bliver først tætte venner og så kærester, da de kommer i puberteten. Vittu bliver nemt jaloux, og der er stadig meget han ikke kan dele – heller ikke med Holly.

Den største hemmelighed er forholdet til Alice. Hun har ikke set sin far i mange år, og det er tydeligt, at ægteskabet med Stig og flytningen til Danmark også var en flugt fra ham. Hvad han har gjort, bliver aldrig klart, men det kan meget vel have været seksuelle overgreb. Alice virker lige så skadet som Vittu, og som han bliver voksen, vender hendes incestuøse og grænseoverskridende adfærd tilbage.

Jeg holder meget af Iben Mondrups romaner, både fordi de tager livtag Danmarks komplicerede forhold til Grønland. Det er ikke bare kompliceret mellem landene, alle tvetydighederne og udfordringerne indlejrer sig i menneskene. Sådan er det også i Vittu, der både er et interessant psykologisk studie af den adopteredes tvivl og af Alice og hendes evne til at bortforklare sine handlinger over for sig selv.… (més)

Jeg var ganske glad for Mondrups forrige roman, Godhavn, hvor vi fulgte børnene Bjørk, Knut og Hilde gennem et år af deres opvækst på på Disco-øen i Grønland. Det var en fin fortælling om en familie, hvor børnene i vid udstrækning var overladt til selv at finde deres vej i det lille dansk-grønlandske miljø. Nu er der gået 25 år, børnene er blevet voksne, og da forældrene vender hjem til Danmark, har relationerne forskubbet sig.

Efter nogle vilde år er Knut faldet til ro med sin kone Hanne. Han har succes i det private erhvervsliv, og da tvillingerne Ida og Marie kommer til, sætter det noget i gang hos hans mor Karen. Bedsteforældrene iler på besøg, og det bliver også anledning til, at Karen og Jens begynder at overveje at flytte tilbage til Danmark, nu hvor de går på pension. Man fornemmer, at det nok mest er Karens beslutning, og at Jens har sværere ved at slippe det selvstændige liv og de store vidder på Grønland. Spørgsmålet er, om de med fyrre år væk fra Danmark kan finde sig til rette.

I starten ser det ud til at gå godt. Knut har kigget på byhuse til dem, men i stedet falder de for en gammel bondegård på Møn, Karensminde, som de går i gang med at bygge om, så de kan supplere folkepensionen med en Bed and Breakfast. De mange projekter gør Jens godt. Han nyder at være i gang, selvom kræfterne ikke er helt de samme. Læge drømmer han selvfølgelig ikke om at gå til, og en sommerdag bliver han ramt af et slagtilfælde og dumper ned fra en stige, da han er i gang med at flytte nogle stærekasser.

Fortællingen springer frem og tilbage i tiden og perspektivet flytter mellem de fem familiemedlemmer, som alle har udfordringer i livet. Den yngste, Bjørk, er tilsyneladende fuld af gå-på-mod, men hun læner sig også meget op af andre. Kæresten kan hun hverken være sammen med eller smide ud, og når hun flytter ind et sted overtager hun det bare i stedet for at gøre det til sit eget.

Knut er blevet voksen og nyder sin kernefamilie til Hildes utilslørede irritation. Men det er en hårdt tilkæmpet orden, som han er nervøs for at lukke sin til tider dysfunktionelle familie ind i. Og Hilde er fortsat en komet der skiftevis er tæt på og slynges langt væk fra de andre. Under en tur med den nye båd sejler hun i land for at sove i telt for sig selv på stranden – så svært er det for hende at være sammen med de andre ret længe af gangen. Specielt forholdet til moderen er anspændt, mens Jens mest har lyst til at se igennem fingre med det hele. Hilde er jo blevet en selvstændig voksen, så kan man egentlig forvente mere?

Karen og Jens så vi ikke meget til i Godhavn, men her træder de tydeligere frem. Jens har det sværest med at vende hjem, og selvom sygdommen jo også kunne have ramt ham i Grønland, så udtrykker den også, at han føler sig fastlåst og ikke orker mere. Ikke mere familie, ikke flere forpligtelser over for børnebørn, ikke flere dage med småsnak og mennesker tæt omkring ham.

I ægteskabet er Jens det faste holdepunkt, og da han bliver syg bryder Karen helt sammen. Hun har det i forvejen tvetydigt med børnebørnene – er det dejligt at have dem eller mest af alt hårdt arbejde? Det er som om hun ved, at der er en rolle, som hun skal leve op til.

Der skal ikke røbes mere af handlingen her, kun skal det siges, at den sidste tredjedel er foruroligende og ubehagelig. Mondrup forstår at afdække de komplekse psykologiske spil i familien og dens medlemmer, og som tilfældet var i Godhavn, så er det uklart om den er dysfunktionel eller ”bare” præget af de slag og traumer, som tilværelsen nu engang udsætter de fleste familier for. Velskrevet og interessant er det i hvert fald.… (més)

Iben Mondrup er selv opvokset på Grønland, og man mærker tydeligt, at hun kender en masse til det land, hvor Godhavn foregår. Bjørk, Knut og Hilde bor med deres forældre i Godhavn på Disko-øen, og vi følger dem gennem et år, fra de vender tilbage fra sommerferien i Danmark og til næste afrejse. Moren arbejder som lærer på skolen og faren på kommunekontoret, men selvom de afgjort hører til den danske lejr, så er de alligevel godt integreret. Faren driver fangst med en vis succes, og mens andre familier kommer og går, så har de efterhånden været der længe.

Historien fortælles i tre dele, hvor vi følger hvert af børnene gennem året. Først Bjørk, der er den yngste, og noget af et livstykke. Hun færdes helt hjemmevant i byen, og hun kender til de barske sider af tilværelsen. Hun ved f.eks. at slædehundene først og fremmest er rovdyr, som man skal holde sig på afstand af, hvis man ikke vil komme til skade. I skolen er hun mest optaget af finde venner, og det er ikke helt nemt, når der kun er tre-fire elever i første danske. Jakob, Christian, Cecilie, Maren – der er hele tiden nogen, der forsvinder, og nye der kommer til, og selvom Bjørk er udadvendt og livlig, så kræver det arbejde. Hun nusser lidt med Christian, men grundlæggende er hun stadig et barn.

I næste del flytter vi fokus til Knut. Han er det mellemste barn, følsom og vel i virkeligheden den der har det sværest på Grønland. Hans interesse for bøger og National Geographic er der ikke mange der deler, og han har ikke den store konkurrence om skolebiblioteket, hans yndlingssted. Han lever også i konstant angst for Lille Otto og nogle af de andre rødder i bygden, og som det værste af det hele, rejser hans gode ven René tilbage til Danmark i november. Der er selvfølgelig andre drenge i byen, den grønlandske dreng Johannes som kommer i den danske klasse f.eks., men det udeliv, der fylder så meget for resten af familien, siger ham ikke rigtig noget. Til gengæld begynder han at opdage sin krop, og hvad er det nu med Bjørks veninde Maren, ser hun ikke meget sød ud, selvom hun er alt for ung?

I sidste del skifter fokus til Hilde. Hun får sin første menstruation mens helikopteren lægger an til landing, og hele året står hendes pubertet i fuldt flor. Familien begynder at irritere hende, selv faren som hun ellers er meget tæt knyttet til. Efter en drukfest kommer han ind til hende og siger direkte, at hun som den førstefødte er noget ganske særligt, og det er også de to, der drager mest på jagt sammen. Men nu dikterer hendes krop andre interesser, og hun drages uhjælpeligt mod Johannes, der har oplevet lidt af hvert. Lige nu bor han hos sin onkel, hvor der drikkes tæt, og selvom Hildes forældre har meget sympati for ham, så ser de ham ikke ligefrem som svigersønmateriale.

Godhavn er en velskrevet og interessant fortælling om at vokse op et sted, hvor man er fremmed, selvom man hører til. De tre synsvinkler supplerer hinanden godt, og ved at gå fra det yngste til det ældste barn har Mondrup mulighed for at gradvist at introducere mere komplicerede temaer. Kropserfaringen er et centralt element i alle tre dele, og fordi der er så få år imellem børnene bliver det tydeligt, hvor hurtigt, frydefuldt og skræmmende opdagelsen af kønnet egentlig er.… (més)