Jörg Ulbert

Jeg var meget begejstret for Gleisdreieck, første bind af Ulbert og Mailliets serie fra 1980’ernes Vestberlin, så det var med spænding, jeg kastede mig over bind 2. Det har mange af de samme kvaliteter som den første bog, især på billedsiden, men der er ikke den samme friskhed i historiefortællingen.

Der er gået to siden politiagenten Otto kom til byen for at fange RAF-terroristen Makarov. Han arbejder stadig undercover for BKA (Bundeskriminalamt) og har travlt med at blande sig med byens venstreorienterede grupper. Formålet var i første omgang at få en muldvarp helt tæt på terroristernes ledelse, men den målsætning træder i baggrunden til fordel for spil og rivalisering mellem de forskellige efterforskningsenheder.

Hans føringsofficer Friedrich Wittin sender ham ind i en buddhistisk sekt for at opspore en ung mand, der er gået under jorden. Hans far er nemlig dommer i en af de fire (!) fejlslagne retssager mod Ulrich Schmückers formodede mordere. De gentagne retssager er en af forbundsrepublikkens største juridiske skandaler, og Wittin symboliserer i bogen de mange pinlige forsøg fra myndighederne på at blande sig i sagens forløb. Den kæderygende og øl-glade Otto passer egentlig ikke ind, men han bliver modtaget og også snart sat til at opklare, hvorfor pengene forsvinder fra gruppens diskotek.

Karl, den lyshårede hippie og punkfan fra bind I, dukker også op igen. Han arbejder nu som frivillig for den advokat, der er forsvarer i Schmücker-sagen, og han er bl.a. med til at sikre medieopmærksomhed omkring sagen, der konstant er ved at smuldre for myndighederne. Umiddelbart ser det ud, som han nu har fået styr på tilværelsen, men samtidig er han blevet meddeler for Wittin og viklet ind i et spil, som han efterhånden har svært ved at overskue.

Det står efterhånden klart, at der foregår en beskidt kamp mellem de tyske efterretningstjenester, der alle har meddelere på venstrefløjen, men som virker mere optagede af den interne rivalisering og af at dække over egne fejl end af at optrevle de aktive terrorceller.

Den historie blev jeg aldrig rigtigt grebet af, men billedsiden er stadig vidunderligt stemningsfuld. Berlin er grumset og brun-gul i dagtimerne, og om natten folder livet sig ud i vilde psykedeliske farver. Samtidig er der et godt blik for de mange vanvittige ting, der prægede den delte by, som f.eks. en rallybane som ”Tysklands ældste transvestit” havde anlagt midt byen, hvor Topographie des Terrors i dag holder til.… (més)

Som tegneserieskaber får man meget foræret ved at placere sin historie i Berlin i 1980’erne. Den delte by er fuld af ikoniske billeder fra den kolde krig, og samtidig var der voldsomme sammenstød mellem myndighederne og venstreorienterede aktivister, en stærk BZ-bevægelse og et vildt ungdomsliv med masser af punkbands. Kulisserne er med andre ord i orden, og så er det jo bare med at finde en historie og en tegner, der kan yde dem retfærdighed.

I foråret 1981 ankommer to mænd til Berlin. Martin Makarov kommer fra Danmark via Østberlin, og han bliver hjulpet på vej af Stasi. Makarov tilhører nemlig en af fraktionerne under RAF, og DDR støttede gerne op om de grupper, der prøvede at underminere forbundsrepublikken. De voldsomme begivenheder under ”deutscher Herbst” i 1977 er langt fra gået i glemmebogen, og han er eftersøgt af det vesttyske politi. Omvendt har Makarov sine egne regnskaber at gøre op, og da han først er kommet i kontakt med sin gruppe i Kreuzberg, går der ikke længe, før de er i gang med at planlægge nye angreb.

Otto flytter også til byen. På overfladen for at studere, men i realiteten for at opspore og fange Makarov. Han arbejder for den tyske efterretningstjeneste, og målet er at infiltrere det venstreorienterede miljø og af den vej komme tæt på RAF-grupperne. Efter et slagsmål på en bar, hvor Otto er med til at give en flok indtrængende skinheads bank, bliver han venner med Karl. Inden længe tilbringer de det meste af deres tid sammen med Karls venner, og selvom Otto er på arbejde, så nyder han også samværet, musikken og udflugterne til Wannsee.

Flokken tilhører et miljø, der har sympati for kampen mod systemet, og efter endnu et voldeligt sammenstød mellem politi og demonstranter begynder de at diskutere, om tiden er inde til at gå et skridt videre. Politikerne og spekulanterne er jo tydeligvis ligeglade med fredelige protester, men hvordan får man egentlig fat i sprængstoffer og viden til at bruge den? Før internettet var den oplagte løsning at opsøge veteranerne på området.

Mens Otto kommer tættere på sit mål, gør Makarov sig klar til at slå til. Bliver resultatet endnu et storstilet terrorangreb eller lykkes det at sætte en stopper for det?

Ulberts historie fungerer, og det samme må man sige om Jörg Mailliets tegninger. Der er en stribe ikoniske billeder fra Berlin, som regel i dunkle grå-brune toner, men også med fine sommerfarver, når det passer. Persontegningerne kunne være mere detaljerede, men de formidler stemninger og kompositionerne er med til at bære historien fremad.

Ulbert og Mailliet var kort sagt et skønt bekendtskab, og jeg ser frem til at få fingre i næste bind i serien. Det kan i øvrigt anbefales at lytte til den indsatte sætliste undervejs. Det giver lige lidt ekstra stemning af høre ”Bullenschweine” og ”California über alles”, mens man læser albummet.… (més)