This is pure “comfort food” for me: James Herriot’s memoirs are like a soothing, nurturing balm for the soul for me.

Nestled within the pages of this book is not only the continuation of the endearing sagas I came to love from his previous work but also a wealth of humour, warmth, and genuine affection for both animals and humanity.

»It was to a moribund horse, and Mr. Sidlow, describing the treatment to date, announced that he had been pushing raw onions up the horse’s rectum; he couldn’t understand why it was so uneasy on its legs. Siegfried had pointed out that if he were to insert a raw onion in Mr. Sidlow’s rectum, he, Mr. Sidlow, would undoubtedly be uneasy on his legs.«

What strikes me most about Herriot's writing is the effortlessly vivid way he captures the life of a country vet in Yorkshire. His narrative weaves intricate tales that both amuse and move, with a cast of characters that could only belong to the unique world he describes. From farmers set in their ways to a range of animals that bring to life the breathtaking canvas of the Yorkshire dales, Herriot's storytelling paints a picture so compelling it's as if the drystone walls and rolling hills leap from the pages.

The anecdotes shared within the book seem almost too extraordinary to be true, yet it's the authenticity of Herriot's experiences that infuses his writing with such heartwarming appeal. Whether he's recounting midnight emergencies or the quirks and foibles of his four-legged patients, one can't help but be enchanted by the compassionate interplay between man and beast.

»Yet what made him trail down that hillside every day in all weathers? Why had he filled the last years of those two old horses with peace and beauty? Why had he given them a final ease and comfort which he had withheld from himself?
It could only be love.«

Part of the book's allure also comes from Herriot's narrative tone, which is at once entirely self-deprecating and brimming with a gentle humour. He portrays his younger self with such candour, reflecting on the trials and tribulations of a novice vet that his experiences become wonderfully, and hilariously, relatable. The moments of exasperation, the triumphs over seemingly insurmountable challenges, and the lessons learned in the most unexpected of ways have a way of resonating with anyone who's ever pursued a passion or followed a calling.

»A backhander on the side of the head drove me violently against Helen’s shoulder and I was beginning to apologise when I saw that her twitching and frowning had come on again. But this time it spread and her whole face seemed to break up. She began to laugh, silently and helplessly.
I had never seen a girl laugh like this. It was as though it was something she had wanted to do for a long time. She abandoned herself utterly to it, lying back with her head on the back of the seat, legs stretched out in front of her, arms dangling by her side. She took her time and waited until she had got it all out of her system before she turned to me.
She put her hand on my arm. “Look,” she said faintly. “Next time, why don’t we just go for a walk?”«

While the humour is a constant thread — with escapades often leading to side-splitting laughter — there is a profound sense of respect that Herriot extends towards his profession. His depiction of the intimate relationship between humans and their animal companions serves as a tender reminder of the trust and responsibility placed in the hands of those who care for our non-human friends.

»I tried to be cheerful. “Well, I don’t think she’ll die, and even if the quarter goes she’ll make it up on the other three.” But there was the feeling of helplessness I always had when I could do little about something which mattered a great deal.«

Yet, it's not merely the insightful look into veterinary life that captivated me, but also the rich portrayal of rural England in the 1930s. The social history wrapped within the book's humourous anecdotes paints an evocative image of the period. We're given a snapshot of a world that teeters on the threshold of change, and through Herriot's eyes, we can witness the shifts in society that herald the modern era whilst clinging to the timeless traditions that define Yorkshire and its people.

»But the effort fell flat; the effect was entirely spoiled. He was polishing the glass with a dead hen.«

In short, 'It Shouldn't Happen to a Vet' is a splendid read that I would wholeheartedly recommend to anyone with a love for animals or a fondness for the English countryside and its stories. Herriot's well-told stories are soaked in warmth, wisdom, and a touch of good old-fashioned humanity.

I love them deeply. Five out of five stars.

Also: »nincompoop« - how not to love that?!

Blog | Facebook | Twitter | Mastodon | Instagram | Pinterest | Medium | Matrix | Tumblr

Ceterum censeo Putin esse delendam ( )

The second book in the series, almost as good as the first. In addition to the 'bona fide veterinary' episodes also follows the author's nascent love for and courtship of his future wife. ( )

I enjoyed this, the second book in James Herriot's memoirs as much as I did the first book. These little vignettes are remarkable in their realism and in the wonderful descriptions of the countryside of Yorkshire and of the marvellous and real people that lived in Yorkshire in the late 1930's. These stories made me chuckle, laugh out load, and some even brought some tears to my eyes. This is why I love to read and these stories have restored my faith in the world and restored my faith in humanity. During these trying times it is very nice to simply enjoy and revel in the simplicity of life during the last century. By the end of this book James is marred to his Helen, and the last story describing their honeymoon made me smile as I closed my e-reader. The story in this book about the man with his two old draft horses is a classic, and I had to grab a tissue after I finished that one. I am going to continue to read the other books in this wonderful series, and the sooner the better. ( )

Not quite as funny as I remembered it from 40+ years ago but still some funny sections. Also some quite moving. ( )

England, Darrowby, 1938
James Herriot har været et års tid ved den lidt ældre dyrlæge Siegfried Fernon, der også har hjælp af sin yngre bror Tristan.

1. En ko, der ikke vil rejse sig op, bliver afskrevet af Herriot som havende et bækkenbrud, men det er bare lidt bækkenløsning ovenpå at den har kælvet, så efter nogle dage rejser den sig op. Landmanden Handshaw beholder koen i mange år bare for at kunne vise den frem og sige at den havde dyrlægen dødsdømt og sagt at den aldrig ville rejse sig igen.
2. Mrs Pumphrey har en pekingeser, Tricki Woo, der er kilde til megen morskab. Men nu har hun købt en kælegris som Tricky Woo kan lege med. Herriot er en meget samvittighedsfuld dyrlæge og får signerede fotos fra både Tricky og Nugent.
3. Angus Grier er dyrlæge i Brawton og er blevet mast af en hest, så hans ribben har brug for en pause. Siegfried har derfor udlånt Herriot til ham. Landmanden Adamson har en ko med fremfalden livmoder, som Herriot får på plads, men ikke syr fast, fordi Grier er nærig med sytråd. Koen bliver ved med at have problemet indtil Grier syr livmoderen fast. Og ikke siger noget til hverken landmanden eller Herriot om at det var på hans instruks at den ikke blev syet fast første gang.
4. En dame mrs Ballard ringer til Griers konsultation med en lidt ulden beskrivelse af problemer med en hund. Herriot tager derud og opdager at damen vist har en affære med Grier og blot bruger hunden som undskyldning for at få ham ud af Mrs Griers kløer. Et par dage efter er Grier oppegående igen og Herriot kan slippe for ham og navnlig konens dårlige mad og evige overvågning
5. Terry har en ko, der har fået yverbetændelse, men koen betyder meget for ham, så han bruger en hel aften og nat på at malke og massere koen, og det lønner sig. Dødtræt rejser han sig fra malkeskammelen og går på arbejde!
6. Siegfried bebrejder først Herriot for ødselhed og derefter for overdrevet nærighed. Herriot overvejer om en lige højre måske var velanbragt på Siegfrieds kæbe.
7. Mr Worley har grise og sørger godt for dem. En so har lige fået grise, men mælken vil ikke springe. Heldigvis har Herriot et stof, der ved indsprøjtning virker nærmest momentant, så han kan faktisk lave mirakler den dag. Worley har også en smugkro og Herriot bliver pr automatik rullet for en omgang til stamkunderne. Samme aften er der razzia, så både kunder og Worley får bøder.
8. Tristan Fernon kommer først til at smadre golfklubbens skur ved at stille bilen uden at trække håndbremsen (og slipper billigt med at bagkofanger og baglys bliver smadret). Derefter låner han Siegfrieds nye Rover og den bliver maltrakteret af en anden bilist, der overhalet helt hasarderet. Heldigvis er Siegfried syg, så han kan ikke råbe sine eder og forbandelser nær så højt, som han egentlig ville.
9. En tur til gården "Heston Grange" og en kalv med brækket ben gør at Herriot får øje for Helen Alderson, der er en køn og klog ung kvinde, der går i slacks og er kræsen med sine bejlere.
10. Herriot får job som kontrollør for landbrugsministeriet, men tiden er sat efter at landmændene har styr på dyrene, når han kommer på inspektion. Et enkelt sted får han hjælp af en fyr, der kan sige som en bremse og derved skræmme dyrene sammen. Desværre for fyren er det hans eneste talent.
11. Flere tests og nogle af dem er ret kedsommelige, fx at føle efter tuberkulose forandringer i køyvere. En af køerne er endda ondskabsfuld og tæver dyrlægen godt igennem, inden han slipper ud af båsen ved at kravle ovenud af loften.
12. En gammel og invalid miss Stubbs har flere gamle katte og hunde og bekymrer sig om de mon kommer i himlen, når de dør. Herriot beroliger hende og nogle få uger senere dør først den ene hund og så miss Stubbs, men en af de andre i landsbyen tager sig af dyrene.
13. Herriot kigger langt efter Helen og en dag lykkes det faktisk at få hende inviteret i byen.
14. Kit Bilton er lastbilchauffør og har en gris gående til opfedning, men han græder i tre dage, når det er slagtetid. John Skipton har mange flere dyr, men har også et par heste, der har været på pension de sidste tolv år! De er ca 30 år gamle og dyrlægen har aldrig set noget lignende. Han renser og ordner deres tænder og så er de så gode som nye igen. John har passet hestene hver dag i 12 år, så kom ikke og sig at landmænd ikke har følelser for deres dyr.
15. James er nogle gange ude for at landmænd, der hjælper til med at holde dyrene under et indgreb, dratter om fordi de ikke kan tåle at se blod. En enkelt kan godt klare blod, men ikke en kombineret kastrering og brokoperation.
16. Sidlow-familien kurerer selv på deres dyr, men tilkalder dog dyrlægen lige inden dyret er helt dødt. Så mantraet er at dyrlægen er til ingen nytte. Man kan lige så godt bare ringe efter rakker-vognen med det samme. Og de ringer altid på meget ubelejlige tidspunkter. Det mest irriterende minde er om en forgæves tur, der endda kostede James en sikkert gevinst på hestebanen.
17. James tager Helen med til dans på det dyre hotel Renison, men der er kun dans hver anden uge og det her er ikke den rigtige uge. Bilen kører fast i noget vand og må skubbes ud af vandpytten. Den punkterer og James synes heller ikke at hans lånte tøj er noget at prale af.
18. Siegfried Fernon har forsynet Herriot med en bil, men bremserne går hurtigt fra at være dårlige til slet ikke at virke og Siegfried får det ikke fikset, før han en dag selv kører bilen og er lige ved at slå både sig selv og Herriot ihjel.
19. Harold Denham har mange penge og laver kun hvad han selv synes og det er ret lidt. Han tulrer rundt og laver ingenting, men han har en Grand Danois hund, som har fået hvalpe og har lidt feber ovenpå det. Mens Harold tøffer rundt og leder efter varmt vand og et håndklæde, er Herriot ved at blive skambidt af tæven.
20. En vinterdag er James ude på besøg og må gå langt fra bilen og er ved at fare vild i snevejret. Men pludselig finder han huset han leder efter og ingen kommenterer at han ligner en forkommen snemand.
21. Siegfried er ved at få James til at gå op i limningen fordi han gentagne gange først ikke rigtigt hører efter og derefter kommer med forslag, som James allerede har anvendt. Og James er specielt sart, fordi hans aftale med Helen ikke gik så godt. Tristan sørger for at finde et par piger til at muntre lidt op.
22. Richard Rudd og hans kone har ikke for meget at gøre godt med, men de får fem kernesunde børn af huse og er gode til at passe deres dyr. James har en episode med en nyindkøbt dyr ko, der er ved at dø af en byld i halsen. Ganske vist redder han koen, men han burde have startet behandlingen længe inden. Nye dyrlæger ser sjældent den slags bylder efter at TB i kvæg er udryddet.
23. Ja, koen overlever og James bliver inviteret med til Rudd's sølvbryllup.
24. Det er svært at få penge ud af dyrlægens kunder og ja, nogle af dem er det plat umuligt at få penge ud af, men de er typisk de mest charmerende af kunderne.
25. Mr. Horace Dumbleby er også en af storskyldnerne, men han er ikke charmerende. Bare nærig. En dag bliver James kaldt ud til en kalvefødsel, som viser at være tvillinger. Efter at have kæmpet en del, lykkes det for James at få begge kalve ud levende. Dumbleby byder på et par pølse og James morer sig med at spørge hvad de koster. Horace kæmper en indre kamp mellem at være venlig og være nærig, men det nærige vinder.
26. James og Tristan tager til bal med et par sygeplejersker og drikker sig i hegnet med dem. Da James er mest fuldesyg kommer Helen forbi med en fyr på slæb og hilser på James og sygeplejersken Connie.
27. Forskellige pudsige familier og mennesker blandt kunderne, fx tre brødre og en søster, alle ugifte, der bor sammen og er pudsigt ens. Men elsker katte og får James til at skaffe en helt ny vaccine hjem til fire killinger.
28. En sigøjnerfamilie har en lille pony, der har fået betændelse ved klovene, men Siegfried leger helbredende gud vha et åreladningsjern, tre sigøjnersmåpiger og en kølig bæk.
29. Helen Alderson kommer forbi med familiens hund, der har vredet hoften af led. Hun vil kun snakke med James. James og Helen får sammen hevet hofteleddet på plads igen. Og måske mere end det. I alt fald får han inviteret med i biografen.
30. Ægteparret Tavener og deres datter har en bull-terrier med gigt. Manden har tjent masser af penge, men forholdet til konen og datteren lader til at være på nulpunktet eller måske endnu koldere. Til gengæld har Tim Alton en lille fattig gård, men kone og børn forguder ham. James ved godt hvad han ville foretrække.
31. James og Helen går i biografen, men det er ingen nydelse. Bio har skiftet filmen uden at sige noget, så i stedet for romantik i det skotske højland, så er det en westernfilm. Biografen er stegende hed, projektoren bryder regelmæssigt ned og en fed fordrukken mand dukker op midt i det hele og sætter sig på samme række som James og Helen og giver sig til at snorke højlydt. Heldigvis får Helen et grineflip og foreslår at de næste gang bare går en tur.
32. En general Ransom og en oberst Tremayne med deres respektive hustruer dukker op for at se Siegfried an til et job som tilsynsførende overdyrlæge for hestevæddeløb i distriktet. Det vil give en god fast indtægt, men også tage Siegfrieds tid tre dage om ugen. Siegfried er i syv sind og tager James med som ledsager på dagen, dels så han også kan få gavn af gratis forplejning i løbet af dagen.
33. Siegfried falder i snak - og druk - med en studiekammerat Stewie, Stewart Brannon, der har både kone, fem børn og en sjette på vej. Og som overlever som smådyrsdyrlæge med at kastrere hankatte. Siegfried og Stewie har drukket uendelige mængder whisky og imens står de andre i selskabet og venter og Siegfried har tabt sine bilnøgler. Umiddelbart er det et held, men Stewart tilbyder at køre i stedet og hans bil er et lillebitte møgbeskidt vrag af en Austin Seven og Stewart selv fylder det meste. I stedet får obersten startet Roveren uden nøgle og generalen og de to damer kan endelig komme hjem. Et par uger senere kan man læse i avisen at en anden end Siegfried har fået jobbet som tilsynsførende overdyrlæge for nordvestdistriktet og Siegfried synes faktisk at det er godt at han slap for det. Stewie var som sendt af Forsynet.

En række småepisoder fra livet som landdyrlæge i tiden inden antibiotika. ( )