Detta är en bok om strider grymma och hänsynslösa, utkämpade under brutala, närmast arktiska väderförhållanden. Modiga enmansattacker på pansarvagnar, gerillakrig på skidor, ofattbar uthållighet och ett karismatiskt ledarskap från ett av 1900-talets stora militära genier detta var grunden för Finlands kortlivade seger.
Trots finnarnas tappra motstånd var krigets utgång förutbestämd. Ryssarna insåg till slut att det som de trodde skulle bli en lätt seger över en numerärt underlägsen fiende hade förvandlats till en brutal avrättningsplats.
Inkompetenta befäl ersattes, fler och mer välutbildade trupper sattes in och order gavs att övermanna och krossa finnarna om så bara med hjälp av det övertag som kommer av flest soldater.
Även om finnarna förlorade på slagfältet så lyckades de genom sitt motstånd hålla järnridån på avstånd och bevara Finland som ett fritt land.

Indeholder "Illustrationer", "Kort", "Forfatterens tak", "Forfatterens kommentar", "Første del. Angreb og modangreb", " 1. Årsagerne", " 2. Baronen", " 3. Slagorden", " 4. De første kampe", " 5. 'Folkerepublikken Finland'", " 6. Mannerheimlinjen", " 7. Det Karelske Næs: Første runde", " 8. 'Dum løben panden mod en mur'", "Anden del. Ualmindeligt mod: Kampene i 4. Korps' zone", " 9. Tolvajarvi: Den første sejr", " 10. Kollaa-fronten: De kommer ikke forbi!", " 11. General Hagglunds motti", "Tredje del. Den hvide død", " 12. Vintersoldaterne", " 13. Suomussalmi: En militær klassiker", " 14. Carl Mydans besøger Kemi-elven", "Fjerde del. Januar-pausen", " 15. Luftkrigen", " 16. Omverdenen reagerer", " 17. Sovjetunionen skruer bissen på", "Femte del. stormen", " 18. Tidevandsbølge", " 19. Gennembrud!", " 20. Diplomaternes dans: Første runde", " 21. Kamp for at vinde tid", " 22. Diplomaternes dans: Anden runde", " 23. Tiden løber ud", " 24. Efterchok", "Kronologi", "Noter om kilderne", "Stikord".

Det Karelske Næs er strategisk vigtigt. Russerne har tilbage til grundlæggelsen af Sankt Petersborg (hvor de tog området fra Sverige) og ikke mindst i optakten til anden verdenskrig, set på området som en sårbarhed. En hær, der støder frem der, vil være ca 30 kilometer fra Leningrads bygrænse. Stalin bad derfor om afståelse af områder til Sovjetunionen og lov til at etablere en flådebase der. De fleste i den finske top tog det som et forhandlingsoplæg, men Stalin mente det som sine minimumskrav. Baron Carl Gustav Emil Mannerheim (4 juni 1867 - 27 januar 1951) var ved at blive smidt ud af ledelsen over sin holdning om at man burde imødekomme kravene. Som militær leder vidste han også at finnernes våbenarsenal var gammelt og ringe. Få timer senere den 30 november 1939 begyndte bomberne at falde over Helsinki. Mannerheim bliver omgående udnævnt til øverstbefalende og får stablet et forsvar på benene. Ideen er at holde ud så længe at man i det mindste får reelle forhandlinger om overgivelse. Russerne angriber med meget store styrker, men uden at have lært lektien mht det forfærdelige terræn ordentligt. Eller at have forberedt sig helt godt nok. Fx tager de panserkanoner med, som er ret ubrugelige for finnerne har stort set ikke nogen kampvogne. Så finnerne erobrer mange af panserkanonerne og bruger dem mod russerne. Russerne har til gengæld taget fusen på finnerne ved at have anlagt en jernbanelinie, så de kan forsyne store troppegrupper der skal angribe nord om Ladoga-søen. Faktisk sætter de to hele divisioner ind ved Suojarvi, hvor Mannerheim havde troet at der højst ville dukke rekognosceringspatruljer op. Mannerheim er nødt til at bruge det meste af sin strategiske reserve på at dæmme op for det angreb. I stedet for tre divisioner som Mannerheim frygtede, kan russerne sætte fem divisioner og en fuld panserbrigade ind. Mannerheimlinien var en række forbundne befæstninger og bunkere og adgangsvejene var stærkt befæstede. Men russernes kampvogne var bedre til at klatre end ventet, så tankspærringerne i form af store nedgravede granitblokke kunne de godt klatre over. Til gengæld bruger russerne slet ikke deres efterretningstjeneste, som ellers havde fine kort over hele linien. Dumt. Finnerne har forberedt sig godt og har killing fields, hvor artilleriet har skudt sig ind på forhånd. Russerne er dårlige til at kombinere deres panser og infanteri og når de så angriber uden støtte fra den anden part er de relativt nemme mål. Mannerheim ved udmærket godt at forsvarslinien kan gennembrydes af en fjende, der er parat til at betale en meget høj pris i mandskab og materiel. Det karelske næs er blevet evakueret inden krigen starter og finnerne har luremineret alt. Simple rørbomber er skjult i snedriver i hoftehøjde og udløses af snubletråde. Nogle steder rydder russerne minefelter ved bare at marchere soldater igennem. Tabstallene er forfærdeligt høje. Tilsvarende er finnernes tab høje, når de sender tankjægerpatruljer ud for at smide granater og molotovcocktails på tanks fra klods hold.
Den 23 december forsøger finnerne sig med et modangreb i stor stil, men planen er helt utopisk.
Ved Tolvajärvi er situationen ikke rar. Den 6 december 1939 er finnerne hådt pressede og Mannerheim tager en stor chance og overgiver kontrol over afsnittet til Paavo Talvela. Han får forstærket forsvarslinierne i sidste øjeblik. Den 8 december slår oberst Per Ekholm til mod en fjendtlig bataljon på ca 350 mand. Ikke en af dem undslipper, så for chefen for den 155 division må det have set ud som om skoven simpelthen har slugt en bataljon. Den 10 december var en sovjetisk bataljon ved at slippe igennem, men de gjorde holdt for at forsyne sig med mad fra et erobret feltkøkken. Det gav finnerne tid til at organisere et morderisk modangreb. Hakkaa Paalle! Den 19 december bliver Talvela forfremmet til generalmajor og den 23 december er dampen gået ud af finnerne, men de har bidt sig fast i et godt forsvarsterræn. Men det har været dyrt. 630 mand er dræbt og 1320 såret. De russiske tab er større.
Ved Kollaa-fronten bider finnerne sig fast ved et lille vandløb på højst et par meters bredde. Og de holder ud til våbenstilstanden den 13 marts 1940.
General Hägglund har en Motti-taktik gående ud på at hakke de lange sovjetiske militærkolonner op i små stykker og tage stykkerne en efter en, de svageste først og så lade sult og kulde svække de stærkere stykker. Mannerheim blev overrasket over størrelsen på de styrker, Sovjetunionen satte ind, men taktisk set opførte de sig i høj grad som forventet. Og han vidste at de officerer, der havde erstattet dem, der var blevet udrenset af Stalin, ikke var så meget værd. Frygtsomme, langsomme og uden fantasi. Efter et par kiksede angreb den 12 og den 17 december, blev en offensiv indledt 26 december 1939. Oberst Autti og oberst Hannukselka har pæn succes, men opdager også at russerne graver sig ned i stedet for at flygte eller lave modangreb, når de bliver truet af omringning. Så finnerne hakker russerne op i mindre stykker, men disse er meget hårdnakkede forsvarere, hvis de bliver angrebet.
Ude i skovene holder de finske vintersoldater store russiske styrker bundet. Men udfaldet er givet på forhånd, selv om finnerne bliver overraskede over at russerne angriber den vej. Og russernes standardkost sort brød og te, er ikke kraftig nok til at holde deres soldater i gang. Pasning af både udstyr og sårede er noget helt andet, når det fryser så hårdt. Og vinteren i 1939 var virkelig hård med temperaturer under 34 grader C mange gange. Ved Sodankyla faldt det til minus 42 grader i februar. Finnerne har snecamouflage-disciplinen i orden, men de sovjetiske soldater har nærmest ikke nogen brugbar camouflage med. Belaja Smert bliver et begreb: Den Hvide Død. Russerne har store feltkøkkener med og tænder store lejrbål.
Ved Suomussalmi er finnerne under kommando af oberstløjtnant Paavo Susitaival. De står overfor ca 2000 russere. Men store tab tvinger russerne i defensiven. Et regiment JR-27 bliver ledet af oberst Hjalmar Siilasvuo og han får til opgave sammen med en ad-hoc-task force af brigadestyrke at tilintetgøre den 163 division. De har godt nok ingen svære våben overhovedet, men de har masser af ski og mænd, der kan bruge dem. De opdyrker en taktik med at hugge et stykke af vejen, måske 300 - 450 meter bred og dermed skære den sovjetiske styrke over i to. De ødelægger eller erobrer også alt hvad der befandt sig på stykket. Typisk var vejen også flankeret af tilfrosne søer, så hvis russerne forsøgte at omgå spærringen kostede det dyrt. Rundt om var der finske snigskytter med ordrer om kun at skyde officerer. Og de opsplittede russiske styrker bliver observeret, så radioudstyr, kommandoposter, isolerede kanonstillinger, ammunitionslagre og feltkøkkene bliver angrebet som det første. Om eftermiddagen den 6 januar 1940 giver general Vinogradov ordre til generel tilbagetrækning og det er ca 12 timer bagud i forhold til virkeligheden. De finske tab var 900 døde og 1770 sårede, mens den 163 division er rippet op med 27500 døde soldager og masser af materiel. Vinogradov selv er flygtet, men NKVD napper ham og efter en kort krigsret bliver han skudt.
Længere nordpå har russerne sat mængder af soldater ind. Generalmajor E. V. Tuompo forsvarer området og har sat Kurt Wallenius ind som næstkommanderende. Finnerne sprænger alle bygninger inden russerne kommer, så der er intet ly. Og forsyningslinierne bliver længere og længere,.En Sibirisk Skibrigade på 2000 mand kommer ud for trælse overraskelser. Deres chef bliver dræbt ved første kontakt med en finsk patrulje. Deres automatvåben duer ikke i kulden og deres kort er ikke noget værd. Carl Mydans fra Life Magazine kommer på besøg. Om vinteren er der kun to timers dagslys og han får masser af dræbte russere at se.
Russernes luftvåben er ikke til meget nytte, men begynder dog at gøre nogen skade på finnerne. Stalin har 60 års fødselsdag fire dage før jul og er misfornøjet med felttoget mod finnerne. Det bliver omorganiseret og klogere taktikere kommer til. Bedre kampvogne til erstatning af tabene ommer. KV-1 er næsten usårlig, men vejer 43 tons. T-26, T-28 og BT-5 kampvogne med en 45-mm kanon. Og en masse artilleri. Den 1 februar 1940 kan finnerne se omfattende artilleriopstillinger klar til skud. Den 11 februar er det planen at det afgørende slag skal falde. Angrebene er intensive. Ved Taipale er der på intet tidspunkt mellem starten af februar til midten af marts mindre end 100 sovjetiske fly i færd med at bombe. Den 15 februar 1940 bryder russerne igennem Mannerheim-linien et sted og kan begynde at skubbe videre. Fredsforhandlinger kommer i gang. 6 marts 1940 er reserverne af artillerigranater tæt på 0. Den finske 21 division er ved at bryde sammen. Der er finske tab på ca halvdelen af dens oprindelige styrke.
En af de sovjetiske generaler skal efter sigende have sagt: Vi har vundet netop nok jord til at begrave vore døde. Efter 105 dages krig er 24923 finske soldater døde og 43557 sårede. De sovjetiske tal er måske 250000 døde og 250000 sårede?
Finland går sammen med Tyskland i Fortsættelseskrigen. Nu med en totalt moderniseret hær på 16 divisioner. Og kun 15 måneder efter afslutningen af Vinterkrigen. Men det så ud til at Hitler ville vinde, så fristelsen var nok for stor.
Da Hitler senere angriber Sovjetunionen, er den russiske hær blevet gennemgribende forbedret og professionalismen er igen i højsædet. Så med nød og næppe holder russerne stand og begynder snart at presse den anden vej. I juni 1944 løber russerne Finland over ende. 19 september 1944 bliver en våbenstilstand skrevet under og finnerne forpligter sig til at jage tyskerne ud. Det gør de i Laplandskrigen, der giver store ødelæggelser, men ikke så mange dræbte og sårede.
Så Finland forbliver et frit land.

Meget levende skildring af en ubarmhjertig krig. Undervejs er der mange hvis og hvis og hvis overvejelser. Måske kunne krigen være undgået, men hvad mon der så var sket? ( )

Extremely detailed account, sometimes battle by battle, of the Finnish stand against Stalin in the winter of 1939. Didn't really expect such a precision accounting. ( )

Very interesting book about a little known piece of history.

In 1939 Stalin and Hitler agreed to divide up Poland and Russia took the Baltic countries. A democratic Finland was next on the Stalin's list. Refusing to surrender, Finland was attacked and it's military fought forces up to five times their size. This is the story of that conflict and the help, and lack of help, from the rest of Europe. It is little wonder that 18 months later, when Germany was attacking Russia, Finland jumped in on the side of Germany to give the communist some payback. Today, very few condemn Finland for this choice.

This history is another well documented example of the tragic impacts of Russian communism and its devastating affect on it's own people and the peoples of the countries within arms reach. ( )

This is a very interesting book about a conflict which today is little remembered outside Finland. The opening chapters present a 'potted' history of Finland up until WWII, which then serve as a platform for the coverage of the strategic and political decisions taken by both sides that ultimately, led to war. I found the account of the response of the rest of the world to the unfolding Soviet aggression particularly interesting. The majority of the content deals with the military history of the conflict and provides a very vivid picture of the conditions and suffering of the combatants involved, as well as the order of battle and tactics employed by both sides.
I found the authors style very readable but not at the expense of the intellectual rigor of the text. In my opinion, a better read than any of Beevor's offerings about the Eastern front. Highly recommended. ( )