Frankrig, ca 2000
Splint bliver involveret som forsøgsperson i et medicinsk eksperiment. Fotoreporteren Kvik var ellers første valg, for ideen kom fra Kvik og Splints fælles bekendte, den kvindelige reporter Myg, som forresten er træt af det navn og hellere vil kaldes Sophie, som hun faktisk er døbt. Men Kvik smuttede for en gangs skyld på ferie, så derfor er det Splint, der kommer i ilden. Han melder sig til et forsøg i et laboratorium crb og det lyder tilforladeligt nok, indtil hende, der har taget imod ham, pludseligt stikker sit adgangskort i lommen på ham. Der står hendes navn Jenny Simmons og bag på er der skriblet: "Se at komme væk!". Han fortsætter nogle skridt endnu og vågner så op på asfalten ud for et forladt skur, det regner og han er mørbanket og kan ikke huske noget fra han fik kortet. Han vandrer tilbage til byen og sin lejlighed, men her venter en modtagelseskomite på fire bevæbnede mænd på ham. Han bliver beskudt, men smider en havenisse i hovedet på en af dem og vinder nok tid til at slippe væk. Han ringer til Sophie fra en telefonboks og hun siger ok for at han kan komme. Her bliver han også overfaldet, men får dog fat i en motorcykel. Politiet dukker op og sætter foreløbigt en stopper for forfølgerne, men disse har gode forbindelser til ministeren. Politi og militær bliver nu også indsat for at fange Splint. Imens har han fundet adressen på Jenny Simmons, men her møder han elitetropper, der er ude efter ham. Efterlysningsplakater og efterlysninger i landsdækkende medier følger, men han formår at holde sig skjult og forsøger også at kontakte Kvik. Han ender med at tage tilbage til crb laboratoriet. Og han begynder at kunne huske hvad det skete i laboratoriet.
Også andre kommer til stede ved laboratoriet, fx Sophie og Kvik og Splint. Så vi skal nok finde et andet navn til den Splint, vi har fulgt på flugten, fx Splint#. Splint går ind i laboratoriet og truer lederen med at han skal holde sine revolvermænd Fabian og Zack udenfor. Splint går ind i laboratoriet og møder Splint# og forklarer situationen. Splint# er født for få dage siden, men med erindringer og følelser og det hele. Sophie kommer også til og hun drager af med Splint#, mens Splint selv sprænger laboratoriet i luften.
Jenny Simmons dukker også op og hun viser sig at være agent for myndighederne, så crb-direktøren skal nok ind at snakke og måske ruske tremmer.
Nogle dage senere finder vi Myg og Splint, nåeh nej, Sophie og Splint# som passagerer ombord på et containerskib i Oman-bugten. Hun synes det er en fordel at Splint# har brug for hende, for selv om hun holder af Splint ved hun godt at han er inkarneret ungkarl og aldrig vil binde sig.

Udmærket album og måske er det fornuftigt nok at der ikke er nogensomhelst fokus på teknologien bagved kloningen af Splint. ( )

A diferencia de Tintín, cuyo creador prohibió expresamente la continuación de su obra, los derechos sobre Spirou pertenecen a la editorial Dupois. En un caso parecido a los superhéroes norteamericanos, la editora de Marcillene ha ido encargando la ejecución del personaje a diversos autores.

Tras las breves etapas de Rob-Vel (1938-1943, creador del personaje) y Jijé (1943-1946, introductor de Fantasio), fue André Franquin (1947-1968) el autor que dotó de verdadera personalidad a la serie a lo largo de 20 álbumes que convirtieron al pequeño botones del hotel Moustique en un verdadero aventurero. Todo ello gracias a excelentes guiones (firmados por Greg en su mayor parte) y a un gran elenco de personajes secundarios: el Conde de Champignac, Zantafio, Seccotine, Zorglub y, sobre todo, el Marsupilami.

Tras el abandono de Franquin ni Fournier (1969-1979) ni Cauvin y Broca (1981-1983) consiguieron dotar de verdadero brío al personaje. Hubo que esperar a que el dúo Tome y Janry se hiceran cargo de la obra (1981-1998) para que esta cobrase nueva vida.

En 1987 Tome y Janry crearon la serie alternativa "El pequeño Spirou" mientras paulatinamente nuevas líneas argumentales enriquecían la serie principal. Si en "Luna fatal" (1995) se trataba irónicamente pero -sin perder el romanticismo- la eterna soltería de Spirou, en "La Machine qui rêve" (1998, La máquina que sueña), guionista y dibujante dieron una completa vuelta de tuerca al personaje, con un dibujo y una trama mucho más realista y adulta. El resultado, muy discutido entre los fans de la serie, fue el canto de cisne de la pareja de autores y una obra de enorme interés.

En el siguiente enlace http://www.arrakis.es/~espiru/spirou/spirou46/pag00.htm pueden leerse en castellano las 13 primeras páginas del relato, ya que la obra no ha sido nunca editada oficialmente en español. ( )