Les meilleurs Maigret - à mon goût - sont ceux où Simenon s'attache à une personne, une famille ou un groupe (par exemple les habitants d'un immeuble, les client d'un bistrot...). À sa manière, il tente de les comprendre et de saisir leurs personnalités, les failles et les tensions. Et avec ce corps sans tête, il le fait très bien.

Un Maigret ou apprend qu’il existerait des étages de prostituées et que ce sont celles du bas qu’on retrouve démembrées dans les canaux. Si la formulation est fort maladroite et datée, reste un fait bien sordide qui démontre (s’il était besoin) la considération (nulle) qui leur (était) est apportée.

Un Maigret ou l’on apprend aussi qu’un verre de blanc toutes les heures ou toutes les demi-heures, ce n’est pas de l’alcoolisme. Rions ! ( )

This was a rather meandering story, and I didn’t end up caring much about the titular corpse. For a while, only an arm and a leg had been retrieved, so calling it a “headless” corpse didn’t feel entirely accurate; I picture a headless corpse as a body that is missing only the head. I also spent much of the book being pissed off about the attitude of the police officers toward the situation. They seemed astonished that the arm belonged to a man—“normally,” dismembered bodies in the canal in question belonged to women, and “nine times out of ten”, the woman in question was a prostitute. The fact that they treated this so casually and didn’t seem to be thinking “hmmm maybe we should stop people from killing and dismembering prostitutes” was infuriating. And then there was the notary who showed up conveniently at the end of the story to explain what Maigret couldn’t know—notary and Maigret went out for lots of drinks and notary ended up picking up a woman who was not his wife, and Maigret was like “oh ok whatever”.

Honestly, my favourite characters were Madame Maigret and the cat. ( )

Novela donde se narra la investigación del comisario Maigret acerca del asesinato de un desconocido cuyo cuerpo decapitado fue hallado en el fondo de un río.

Frankrig, Paris, ca 1950, marts måned
Indeholder "1. Hvad brødrene Naud fandt", "2. Flaskelakken", "3. Den unge mand med tricyklen", "4. Den unge mand på taget", "5. Blækflasken", "6. Sejlgarnsstumperne", "7. Fru Calas' kat", "8. Notaren fra Saint-André".

Jules og Robert Naud er brødre. De har en båd "De to brødre" og de har giftet sig med to tvillingesøstre, så de forstår hinanden stort set uden ord. Deres båd har fået lidt rigeligt med kvadersten om bord og på vej gennem slusen ved Quie de Valmy er de tæt ved at sidde fast og skruen fanger et eller andet. Det viser sig at være en pakke med en mandsarm i. Det er ret usædvanligt for de fleste lig i vandet plejer at være prostituerede fra den laveste rangklasse. Politiet bliver tilkaldt og Jules Maigret og Lapointe kommer snart efter. Armen og lidt senere et ben og en fod bliver fisket op og politilægen dr Paul går i gang med at tage prøver og kigge på ligdelene, mens Maigret og Lapointe tager dybe sug af deres cigaretter og ser væk i stedet for at beundre lægens arbejde. Undersøgelsesdommeren på sagen er dommer Coméliau, som er den mest bureaukratiske og kværulantiske af dem alle.
Dykkeren Victor Cadet og hans assistent fortsætter med at søge ved slusen og op ad kanalen og finder også kroppen. Men ikke hovedet, så hvem er offeret? Han er lidt over halvtreds og har en syv otte gamle ar på maven af et skud hagl for måske tyve år siden. Han har også et ar efter en blindtarmsoperation, men det er der jo så mange, der har.
Doktor Paul og laboratoriechefen Moers tegner et billede af en ældre mand, der godt kunne være en værtshusholder. Og Maigret og Lapointe har lagt mærke til et værtshus, hvor værten Omer Calas på 47 ikke lige er hjemme, men værtshuset passes af konen, Aline Calas. Ligdelene var pakket ind i aviser og den nyeste var fra i lørdags. Konen siger at han tog afsted fredag eftermiddag, men at hun ikke aner hvor han skulle hen. Hun virker på ingen måde nervøs eller påvirket af noget, men hun drikker. Hun er 41, men ser ældre ud. Hun og manden har haft værtshuset i 24 år. Lapointe lægger mærke til en ung fyr, Antoine Christin, på 18 og får fat i ham. Maigret går Aline Calas lidt på klingen og hun indrømmer villigt at han er hendes elsker og også at der er andre lige som han. Hun skal jo passe værtshuset imens, så det foregår som regel ude i køkkenet. Hun og Omer har været gift i ca 17 år, men været sammen i 24 og faktisk har de også en voksen datter Lucette Calas på 24, der bor for sig selv inde i Paris på Ile Saint-Louis. Hun har så lidt med dem at gøre som muligt. Aline og Omer kommer begge fra landsbyen Boissancourt, men forlod den da Aline var gravid i syvende måned med Lucette og Aline har ikke set sine forældre siden.
Antoine bliver arresteret og politiet finder en kuffert på banegården, som nok tilhører Omer Calas. Der er snavsetøj iblandt, så det ligner mest at han var på vej hjem, da kufferten blev pakket? For at føje Coméliau arresterer Maigret også Aline Calas. Moers og hans folk finkæmmer værtshuset og finder fingeraftryk, der matcher ligets. Og der ser ud til at være gjort grundigt rent for nogle dage siden. Den lokale betjent Judel finder en rødhåret ældre mand, der også har gjort fru Calas sin opvartning for nylig. Han hedder Dieudonné Pape og har været enkemand i mange år. En notar Canonge fra Alines hjemby tager til Paris og opsøger Maigret nogenlunde samtidig med at Maigret ringer til hans kone. Maigret er altså tæt på at have dannet sig det samme billede, som notaren nu kan berette for ham. Aline er datter af den lokale "rige mand", Honoré de Boissancourt. Foruden slottet Boissancourt ejede han ca femten gårde, i alt ca 4000 tønder land agerjord og godt 2000 tønder land skov. Han er død og notaren har forsøgt at finde Aline, for hun er enearving til formuen. Det lykkedes, men da han kontaktede hende var hun ikke interesseret i at modtage arven. Det passer fint med Maigrets billede af hende. Helt fra barnsben har hun taget afstand til Honoré de Boissancourt og gjort alt for at gøre sig udtilbens. Lige fra at forsøge at stikke ild på slottet som lille til at hænge ud med en skidt fyr som Omer Calas og til at blive gravid med ham og forsumpe som værtshusholderske.
Såvidt Maigret kan fortsætte historien, så har Omer Calas fundet ud af arven og forsøgt at tvinge hende til at skrive til notaren med besked om at hun har ombestemt sig. Hun har nægtet og han har skældt ud og sikkert også slået.
Dieudonné Pape er kommet forbi og har hørt larmen og blandet sig. På en eller anden måde er Omer Calas død undervejs i bataljen. Formentlig ved et uheld. Efter lidt omtanke har Dieudonné parteret Omers lig, pakket det i avispapir med sejlgarn om og smidt det i kanalen. Aline har hjulpet med at gøre pinligt rent efter parteringen.
Dieudonné og Aline tilstår hændelsesforløbet overfor dommer Coméliau. Denne bliver i godt humør over at have løst sagen, men Maigret giver ham et ekstra minus i karakterbogen, for han har sagt til Aline at Maigret ikke har haft tid til at sørge for hendes kat. Og det er faktisk helt forkert. Lucette skal giftes med en professor, men hun er helt uvidende om at hun er barnebarn af Honoré de Boissancourt. Derfor kan sagen om det parterede lig jo godt stikke en kæp i hjulet, men det melder historien ikke noget om.

Glimrende historie med et helt unikt miljø omkring værtshusparret og deres noget underlige forhold. Stivstikkeren Coméliau er også fint skitseret. Og den gamle gnier Honoré de Boissancourt og hans skæbne er også interessant for det får Maigret til at tænke på sin far, der var forvalter på noget lignende som slottet Boissancourt. Nyrige versus gamle familier. Alle har deres sorger og bekymringer. ( )

When various body parts, but no head, are retrieved from the Seine, Maigret and his team must first identify the victim. Serendipity leads him to a small bistro to use a telephone, but it turns out that the key to solving the crime rests in that very bistro. ( )