IniciGrupsConversesExploraTendències
Cerca al lloc
Aquest lloc utilitza galetes per a oferir els nostres serveis, millorar el desenvolupament, per a anàlisis i (si no has iniciat la sessió) per a publicitat. Utilitzant LibraryThing acceptes que has llegit i entès els nostres Termes de servei i política de privacitat. L'ús que facis del lloc i dels seus serveis està subjecte a aquestes polítiques i termes.
Hide this

Resultats de Google Books

Clica una miniatura per anar a Google Books.

The Dore: llustrated Balzac Droll Stories de…
S'està carregant…

The Dore: llustrated Balzac Droll Stories (edició 1977)

de Gustave Doré (Il·lustrador)

MembresRessenyesPopularitatValoració mitjanaMencions
1,0981115,398 (3.77)39
Balzac's Contes Drolatiques, published in three installments in the 1830s, offers a lively and lusty portrait of sixteenth-century French life and manners. These thirty stories in the tradition of Boccaccio, Chaucer, and Rabelais were claimed by the author to have originated in manuscripts from the abbeys of Touraine. Abounding in episodes of good-humored licentiousness, the tales scandalized Balzac's contemporaries and continue to delight modern readers. French novelist and playwright Honoré de Balzac (1799-1850) was a founder of realism in European literature. An inspiration to Proust, Dickens, Faulkner, Dostoyevsky, and countless others, Balzac wrote works that were hailed for their multifaceted characters and exquisite attention to detail. This edition's excellent translation was the first to make Contes Drolatiques available to English-speaking readers.… (més)
Membre:The_Great_Panjandrum
Títol:The Dore: llustrated Balzac Droll Stories
Autors:Gustave Doré (Il·lustrador)
Informació:Bell Publishing (1977), Edition: 3rd Printing, 648 pages
Col·leccions:La teva biblioteca
Valoració:
Etiquetes:Cap

Informació de l'obra

Droll Stories de Honoré de Balzac (Author)

S'està carregant…

Apunta't a LibraryThing per saber si aquest llibre et pot agradar.

No hi ha cap discussió a Converses sobre aquesta obra.

» Mira també 39 mencions

Es mostren 1-5 de 11 (següent | mostra-les totes)
4/16/22
  laplantelibrary | Apr 16, 2022 |
Indeholder "Faren ved for stor en Dyd", "Djævelens Arving", "Den lille Pukkelryg", "Kongens lille Veninde", "Munken Amador, som blev Abbed", "Den skønne Imperia".

"Faren ved for stor en Dyd" handler om et ungt ægtepar, der er så dydige at de ikke kan finde ud af det med hinanden den første nat. Han spørger så sin svigermor og hun sin svigerfar og de får begge privatundervisning af intim art. Alt ordnes til alles største fornøjelse.
"Djævelens Arving" handler om en kannik, som i sin tid var en simpel lille præstemand, men veludstyret og i stand til at gøre flere mænds arbejde uden at tæres deraf. Han kunne være blevet ærkebiskop, men foretrækker bare at være kannik. Han lever godt og trækker sig tilbage, da han bliver otteogtres og tager nu kun meget fine damer i skrifte. Årene går og han bliver halvfems. Han har tre nevøer som arvinger. Kaptajn (for et kompagni lansenerer) Cochegrue, sagfører Cochegrue og bonden Chiquon, som de to brødre Cochegrue har fået til at flytte ind ved kanikken. Chiquon er ulærd, men ikke dum. Han tror ikke en døjt på djævelen, for hvorfor skulle Gud have tilladt sådan en? Uden bagtanker adlyder han kanikkens mindste vink og da de to brødre spørger kanikken hvem, der skal arve, svarer han Chiquon. De begynder straks at lægge planer for at aflive Chiquon. Han har dog ørerne med sig og hører hvad de aftaler. Sagføreren har noget kørende med konen til guldsmed Lefevre og Chiquon fortæller Lefevre hvad der foregår bag hans ryg. Sagføreren har gemt sig i en linnedskiste og guldsmeden får sine læredrenge til at smide kisten op på Chiquons kærre. Chiquon vejer kisten ned med sten og hælder den i Seinen med ordene "Svøm, min Ven!". Så løber han hen til vekselereren Vesoris og advarer ham i politipræfektens navn mod en pukkelrygget tyv. Og foreslår ham at være bevæbnet, hvis han ikke vil miste hovedet. Så opsøger han Kaptajnen, der er ved at banke Pasquerette, som ellers for tiden lægger seng til hans udskejelser. Skænderiet er om penge, så det slutter brat, da Chiquon fortæller at vekselereren har penge gravet ned i haven. Kaptajnen får hjælp af Chiquon til at komme over hegnet ved vekseleren, men denne står klar på den anden side og Chiquon kan høre hovedet falde af. "Hal Hovedet op igen, min Ven!". Vel hjemme ved kannikken igen, ser det ud til at djævelen venter på ham, men nok mest som et vink med hatten til Chiquon, der ender som en holden mand, da kannikken til sin tid dør.
"Den lille Pukkelryg" handler om en fiks pige, der bliver gift med en silkefarver, som hun bedrager med stor færdighed. Han hedder Taschereau, så hun bliver kaldt Tascherette. En af hans venner Carandas er en ung håndværker, der har en lille pukkelryg, men er forlibt i Fru Silkefarver. Han vil gerne ind i varmen, men hun spiller ham et puds med at lokke ham til at stå og vente i en iskold vind. Oveni får han en spand koldt vand fra manden og et råb "Stop tyven", der får ham til at flygte og snuble ned i en skarndynge. Han sværger hævn, men hun lader som ingenting og lokker ham endnu engang. Manden skal til Chenonceau og være der i forretninger i tre dage. Hun har stillet et veldækket bord an, men lige som han skal til at sætte sig, dukker manden op. Carandas gemmer sig i et skab og Tascherette låser skabet med det samme. Mand og kone spiser sammen og hygger sig for at fortsætte i sengen, mens Carandas må stå musestille i skabet. Da Tascherette lukker ham ud næste morgen er han næsten kvalt af luftmangel, så han skynder sig at stikke af. Oplevelsen har slukket kærligheden, men tændt hadet, så han er helt sort i hjertet. Han drager bort og er væk længe, kommer rig tilbage og køber et hus i nærheden. Silkefarveren har i mellemtiden fået to drenge, men de ligner nu mere en ung præst, der bor i nærheden. Carandas holder øje i dagevis og har snart styr på hvordan og hvornår præst og Tascherette mødes. Han opsøger sin ven, silkefarveren, og fortæller ham hvad der går for sig og låner ham endda en forgiftet kårde til at slå præst og kone ihjel med. De overrasker dem i sengen, men konen udbryder "Stands, Ulyksalige, inden du dræber dine Børns Fader!" Slået af forbløffelse taber manden kården, så Carandas dør. Historien lærer os at vi bør ikke hade.
"Kongens lille Veninde" handler om en guldsmed, der sælger sin datters hånd i ægteskab til en ækel advokat. Pigen ægter ham, men advarer om at hun ikke vil vide af ham i sengen. Kongen har fået kig på hende og hun flygter fra manden og bliver kongens lille veninde, mens manden går i opløsning. En adelsmand tager livet af sig, fordi hun ikke vil vide af ham selv om han vil skænke hende sit gods og for at undgå den slags, beslutter hun fremover at tage mod godsene. Hun bliver således rig og lever i luksus. En dag får manden mulighed for at luske sig til adgang til hendes seng, men hun er snu nok til at det er kammerpigen han får i stedet. Han har nappet en lok af pigens hår for neden, men det er lyst og konens er mørkt? Pigen bilder ham fluks ind at hår, der er revet ud med rode, dør og mister farven!
"Munken Amador, som blev Abbed" handler om en munk, Amador, der bor i klostret i Turpenay,. Klostret er i strid med herren af Candé. Amador er både grim, doven og lysten, men også stærk og snu, så han lover klostrets abbed at forlige sagen og drager af med en fuldmagt. Vel fremme får han sig indyndet ved borgfruen ved at afsløre at hendes mand er hende utro med kammerpigen. Snart har Amador samlet alle tråde i sin egen hånd og herren af Candé må slutte forlig. Hjemme i klosteret bliver han snart forfremmet til abbed og bliver der en anderledes streng og tugtende abbed end munkene havde håbet.
"Den skønne Imperia" handler om Philippe de Mala, der bliver grebet af kærlighed til en skøn kvinde, Imperia, der ellers allerede har mange elskere, der er højt på strå. Hun bliver rørt af hans kærlighed og forelsker sig i ham og sammen får de skubbet både ærkebispen af Chur og kardinalen af Ragusa bag i køen til hendes seng. Og måske venter der Philippe en stor karriere med hende i ryggen?

Novellerne er forrygende godt oversat af Jesper Ewald. ( )
  bnielsen | Jul 18, 2021 |
Indeholder "Da Frans den Første maatte faste", "Den lille Synd", "Kongen morer sig", "Jomfruen fra Tilhouze", "Sognepræsten i Azay-le-Rideau", "Tre aabenmundede Pilgrimme".

"Da Frans den Første maatte faste" handler om kong Frans den Første, bror til Marguerite af Navarra, som er kommet i fangenskab i Madrid i Spanien. Kejser Karl den Femte lader fangevogterne forstå at lidt morskab må Frans godt få, så efter en lang "faste" slipper kaptajn Don Hijos de Lara y Lopez Bara di Ponto en smuk donna ind til kongen, men han giver hende middelkarakter. Som sidste udvej sender kaptajnen så en virkelig skønhed, der underholder kongen hele natten. Kongen kvitterer med at gøre kaptajnen til Baron af Ville-aux Dames og Lara y Lopex bliver til den franske slægt Larray. Det var jo udmærket, for bemeldte skønhed var kaptajnens egen hustru!
"Den lille Synd" handler om en gammel mand, Bruyn, der gifter sig med en ung uskyldig pige, Blanche. Men det varer ikke længe før hun undrer sig over at hun ikke er med barn og så må han jo tilstå sin impotens og prøve at vogte hustruens dyd. Det går dog ikke i længden og en ung page Réné bliver brugt som redskab, idet hustruen kun vil begå den lille synd, det er at blive taget uden egen vilje, når man sover. Hun får et barn, pagen flygter med rette af frygt for mandens vrede og han vender først hjem, da manden er død og ved budskabet dør også den unge hustru. Om det er glæde eller sorg, der volder døden, melder historien ikke om.
"Kongen morer sig" handler om kong Ludvig den Ellevte og nogle grove spøgefuldheder han har lavet i sin tid. Fx legen "kys min rumpe" hvor gæsterne kan vinde en formue ved at sige "kys min rumpe" tre gange med alvorlige mine. Spøgefuldheder opfindes tit sammen med elskerinden Nocolle Beaupertuys, som fx finder på at nøde nogle gæster til at spise sig bugen fuld, derefter hælde vin på dem med afføringsmiddel i og blokere "hemmeligheden", så de ender med at skide i bukserne allesammen. En anden spøg er at lægge en hængt mand i sengen hos en indestængt gammeljomfru. Hun får ham faktisk livet op igen og det ender med bryllup.
"Jomfruen fra Tilhouze" handler om herren til Valesnes, der er tresindstyve år gammel og så opmuntrende i hjemmet som en rygende kamin. Konen nægter ham alle de gode nydelser, der ellers hører ægteskabet til, så han render efter andre, men de er sjældne. Han får kig på datteren af en væverenke, men hun bliver dyr, for væverenken kender godt prisen på en mødom. Væverenken får et hus og penge til og datteren kommer i huset ved herren, men afviser ham tidligt og silde. Hun vil giftes først, så han får hende gift med sin gamle hushovmester på over halvfjerds. Og næppe har brylluppet stået, før herren springer til huset for at bedække sin lille due, der har kostet ham brænde og rentepenge og hus og hvede og hushovmester. Nu er hun villig nok, men han er så ivrig at han pludselig ikke kan, hvad han skal. Ak, ja. Moralen er at Gud straffede herren til Valesne fordi han prøvede at købe et gode, som kun er noget værd, når det bringes som gave.
"Sognepræsten i Azay-le-Rideau" handler om en helt enestående præst fra en egn, der rent teologisk var den sidste, der havde en præstekone i præstegården. Han laver spas, er gavmild og god mod de trængende og bliver blød som smør, når han møder elendighed og sygdom. Men en dag fortæller han sin kone om den stakkels Cochegrue, der er død, fordi en fyrig hingst hoppede på hans egen kønne hoppe, mens han sad på den. Cochegrue bliver mast flad som en oliven, når olien er presset ud. Sognepræstens kone bemærker at mandfolkene går mere let hen over tingene end hingsten, så han tager hende med i seng og giver hende en solid omgang elskov, så hun opgiver ånden uden at kirurg eller læge kan konstatere hvad hun er død af. Han tæver også en tyveknægt, der lurer på et sølvskrin, han har med. Og hjælper et pigebarn med at undervise hende i hvad ægteskabet senere vil bringe hende. Men blæsten har taget det sædekorn, hvoraf slige præster spirer og gror frem; de kommer ikke mere tilbage, trods alle vore seminarier.
"Tre aabenmundede Pilgrimme" handler om at pavestolen flytter fra Avignon til Rom og mange pilgrimme går forgæves i første omgang. Tre af dem slår følge, en fra Paris, en fra Tyskland og en fra Bourgognes Dale, der hedder Vaugrenard og er en yngre søn af husets Villiers-en-Faye. De drikker sammen og opdager at de alle tre er på pilgrimsfærd på grund af en kvinde. De snakker højlydt om hvordan de har aflagt løfte om aldrig mere at have noget kødeligt for med kvinder. Den ene har en guldkæde med, den anden to ørenringe og den tredje en kostbar fingerring med som bodsgaver til kirken. Kropigen lytter godt efter og snakker med krokonen om de tre pilgrimme. Om natten går pigen i lag med ham med ringen og krokonen har guldkæden om halsen og perlerne i sine øren. Morale: Man bør ikke snakke over sig på kroen.

Azay-le-Rideau er fejlstavet som Azay-le-Rideua i titlen på historien om "Sognepræsten i Azay-le-Rideua", dvs det skal være "Sognepræsten i Azay-le-Rideau".

Pragtfuldt oversat af Jesper Ewald. ( )
  bnielsen | Jul 17, 2021 |
I was really looking forward to reading Droll Stories, as it seemed to me that a ribald parody of medieval tales was subject matter I could easily find amusing treasures in. However it seems as if Balzac had taken on a rabelaisian task without having the right mindset to offer the reader the same degree of grotesque bawdiness all the way through.

Balzac promises us a book of the "richest flavour, full of right hearty merriment, spiced to the palate of the illustrious and very precious tosspots and drinkers, to whom our worthy compatriot Francois Rabelais, the eternal honour of Touraine, addressed himself", and this is true of the first ten tales, and indeed somewhat into the second ten tales, but about midway through the second lot of stories the writing takes a turn towards more dramatic themes and the absurdity so well begun wanes. Some of the early pieces I quite enjoyed such as The Brother-in-Arms, The Vicar of Azay-Le-Rideau, and the most befitting The Merry Tattle of the Nuns of Poissy which has a novice nun searching her naked body by command of a senior sister for a potentially sinful flea. This is the kind of bawdy absurdness I was hoping to unravel through-out the entire collection of stories, but by the time I had reached the third ten tales I was struggling to keep engrossed and felt that Balzac was writing in a completely different mood to when he had started out despite the verve of the prologues and epilogues that would have us believe otherwise.

"Give us a story, then, that stops at the girdle", this is what I was expecting all the way through Droll Stories, it may be that Balzac is tickled by the wit of Rabelais but I just don't think he has the same nuance of the absurd that is required to replicate it in his own outpourings. It's worth reading for the few tales that will delight the more lewd of the senses and my 1946 edition has saucy illustrations by Steele Savage which enrich the feel of the collection, but if you are hoping for something that will make you gasp and guffaw then I'd recommend Rabelais himself. Having said all that, it is splendid that Balzac attempted such an ode and I'm sure it is probably better read in the author's native tongue. ( )
1 vota RupertOwen | Apr 27, 2021 |
Indeholder "Fa'r Landevej", "Hundjævelen", "Djævelens arving", "Sognepræsten i Azay-Le-Rideau", "Den lille pukkelryg", "Den skønne Imperias ægtestand".

"Fa'r Landevej" handler om landevejsridderen Tryballot, der er en spreder, hvor faderen, den gamle Tryballot, var en samler. Han er også en god elsker, men da han langt om længe er blevet 82 år gammel, er pigerne ikke mere så vilde med ham. Efter syv måneders afholdenhed kommer han over en pige, der ligger og sover og han stjæler det fra hende, som en pige kun kan miste een gang. Der bliver proces, hvor han svarer for sig at hans hjerte er ungt, selv om håret er hvidt. Hertugen dømmer ham til døden, men hvis han kan komme i stemning mens han står mellem præst og bøddel, så bliver han benådet. Det sker heldigvis og hertugen skænker eks-jomfruen 1000 dukater og gifter hende med Fa'r Landevej, som han samtidig adler under navnet Ridder Rap.
"Hundjævelen" handler om en maurerkvinde Zulma på 27 år, der er så smuk og gavmild med sin kærlighed at mændene opfører sig som forheksede og endda dør efter at have udtømt sig til udmattelse i ugevis. Hun bliver fængslet af kirken og der bliver ført proces for at vise at hun er en hundjævel og i i ledtog med Fanden selv. 36 vidner bliver ført og kun en enkelt bevidner at hun bare er en varmblodig kvinde. Zulma får selv ordet og fortæller at hun har været nonne Søster Claire og før det hed Blanche Bruyn. At hun ikke undslap klostret ved at flyve bort med Djævlens hjælp, men gik skjult i kåben fra klostrets visitator Jehan de Marsilis. Fra Jehan til Herren til Amboise til Herren til la Roche-Pozay til Baronen af Bueil, som døde. De store rigdomme hun har samlet, forklarer hun som rige gaver som hendes elskere har givet hende og at det ikke har nogen indflydelse på hvem hun har skænket sin gunst. Dommerne bekymrer sig over at hendes elskere alle har lidt en krank skæbne og anklager hende derfor for at være en Djævel. De tager alle hendes indvendinger som yderligere bevis på skyld og vil underkaste hende tortur, men mester Guillaume Tournebouche kan ikke tåle at se ret længe på hendes nøgne krop og trækker sig, så retten udskydes til næste dag. Her tilbyder Blanche Bruyn at gennemgaa Ild- og Vandprøven og det modtages og tidsfæstes til Paaskedag. Næste dokument i sagen er en tilståelse på dødslejet af Hieronymus Cornille, Stor-Pønitentiarius. Selv som 79-årig blev han forført af Blanche og opsøgte hende i fængslet (som hun havde forvandlet til en luksusudgave af samme. Her blev også han spændt for vognen og efter nogle dage var han ikke mere værd. Han har derfor nedskrevet denne beretning og fortæller også at ideen med Ild- og Vandprøven er en list fra Blanches side. Hun kaldes også for Heksen fra "den varme Gryde". Næste dokument afslører det foregående som et falsum, aftvunget Cornille. Resten af historien handler om tortur af Blanche og dødsdom efter tilståelse, men også om en stor folkemængde, der truer med at storme fængslet. Det bliver dog forpurret og det ender med at hun bliver brændt på bålet. Den sidste del er så en formaning fra en mand, Tournebouche, om hvordan man skal leve beskedent og aldrig stikke næsen frem. Det efterfølges selvfølgelig af en notits om at vedkommende har stukket næsen frem og er blevet dømt fra sit hoved og sit gods.
"Djævelens arving" handler om en kannik, som i sin tid var en simpel lille præstemand, men veludstyret og i stand til at gøre flere mænds arbejde uden at tæres deraf. Han kunne være blevet ærkebiskop, men foretrækker bare at være kannik. Han lever godt og trækker sig tilbage, da han bliver otteogtres og tager nu kun meget fine damer i skrifte. Årene går og han bliver halvfems. Han har tre nevøer som arvinger. Kaptajn (for et kompagni lansenerer) Cochegrue, sagfører Cochegrue og bonden Chiquon, som de to brødre Cochegrue har fået til at flytte ind ved kanikken. Chiquon er ulærd, men ikke dum. Han tror ikke en døjt på djævelen, for hvorfor skulle Gud have tilladt sådan en? Uden bagtanker adlyder han kanikkens mindste vink og da de to brødre spørger kanikken hvem, der skal arve, svarer han Chiquon. De begynder straks at lægge planer for at aflive Chiquon. Han har dog ørerne med sig og hører hvad de aftaler. Sagføreren har noget kørende med konen til guldsmed Lefevre og Chiquon fortæller Lefevre hvad der foregår bag hans ryg. Sagføreren har gemt sig i en linnedskiste og guldsmeden får sine læredrenge til at smide kisten op på Chiquons kærre. Chiquon vejer kisten ned med sten og hælder den i Seinen med ordene "Svøm, min Ven!". Så løber han hen til vekselereren Vesoris og advarer ham i politipræfektens navn mod en pukkelrygget tyv. Og foreslår ham at være bevæbnet, hvis han ikke vil miste hovedet. Så opsøger han Kaptajnen, der er ved at banke Pasquerette, som ellers for tiden lægger seng til hans udskejelser. Skænderiet er om penge, så det slutter brat, da Chiquon fortæller at vekselereren har penge gravet ned i haven. Kaptajnen får hjælp af Chiquon til at komme over hegnet ved vekseleren, men denne står klar på den anden side og Chiquon kan høre hovedet falde af. "Hal Hovedet op igen, min Ven!". Vel hjemme ved kannikken igen, ser det ud til at djævelen venter på ham, men nok mest som et vink med hatten til Chiquon, der ender som en holden mand, da kannikken til sin tid dør.
"Sognepræsten i Azay-Le-Rideau" handler om en helt enestående præst fra en egn, der rent teologisk var den sidste, der havde en præstekone i præstegården. Han laver spas, er gavmild og god mod de trængende og bliver blød som smør, når han møder elendighed og sygdom. Men en dag fortæller han sin kone om den stakkels Cochegrue, der er død, fordi en fyrig hingst hoppede på hans egen kønne hoppe, mens han sad på den. Cochegrue bliver mast flad som en oliven, når olien er presset ud. Sognepræstens kone bemærker at mandfolkene går mere let hen over tingene end hingsten, så han tager hende med i seng og giver hende en solid omgang elskov, så hun opgiver ånden uden at kirurg eller læge kan konstatere hvad hun er død af. Han tæver også en tyveknægt, der lurer på et sølvskrin, han har med. Og hjælper et pigebarn med at undervise hende i hvad ægteskabet senere vil bringe hende. Men blæsten har taget det sædekorn, hvoraf slige præster spirer og gror frem; de kommer ikke mere tilbage, trods alle vore seminarier.
"Den lille pukkelryg" handler om en fiks pige, der bliver gift med en silkefarver, som hun bedrager med stor færdighed. Han hedder Taschereau, så hun bliver kaldt Tascherette. En af hans venner Carandas er en ung håndværker, der har en lille pukkelryg, men er forlibt i Fru Silkefarver. Han vil gerne ind i varmen, men hun spiller ham et puds med at lokke ham til at stå og vente i en iskold vind. Oveni får han en spand koldt vand fra manden og et råb "Stop tyven", der får ham til at flygte og snuble ned i en skarndynge. Han sværger hævn, men hun lader som ingenting og lokker ham endnu engang. Manden skal til Chenonceau og være der i forretninger i tre dage. Hun har stillet et veldækket bord an, men lige som han skal til at sætte sig, dukker manden op. Carandas gemmer sig i et skab og Tascherette låser skabet med det samme. Mand og kone spiser sammen og hygger sig for at fortsætte i sengen, mens Carandas må stå musestille i skabet. Da Tascherette lukker ham ud næste morgen er han næsten kvalt af luftmangel, så han skynder sig at stikke af. Oplevelsen har slukket kærligheden, men tændt hadet, så han er helt sort i hjertet. Han drager bort og er væk længe, kommer rig tilbage og køber et hus i nærheden. Silkefarveren har i mellemtiden fået to drenge, men de ligner nu mere en ung præst, der bor i nærheden. Carandas holder øje i dagevis og har snart styr på hvordan og hvornår præst og Tascherette mødes. Han opsøger sin ven, silkefarveren, og fortæller ham hvad der går for sig og låner ham endda en forgiftet kårde til at slå præst og kone ihjel med. De overrasker dem i sengen, men konen udbryder "Stands, Ulyksalige, inden du dræber dine Børns Fader!" Slået af forbløffelse taber manden kården, så Carandas dør. Historien lærer os at vi bør ikke hade.
"Den skønne Imperias ægtestand" handler om Imperia, der er luksusluder, men bliver gjort gravid at kardinalen af Ragusa. Hun får datteren Theodora (Guds gave) og alt er godt de næste 18 år. Theodora vil gå i kloster for at gøre bod for sin mor Imperias synder, men en anden kardinal forsøger at voldtage hende. Theodora begår selvmord med et dolkestik for at undgå det. Imperia var 39 år og stadig skønnere end alle andre, men grebet af sorg afviste hun nu alle og fortalte at hun nu helt ville tilhøre Gud, for han skuffer ingen.
En spansk læge får hende dog overbevist om at skønheden falmer under gråd og suk, så hun bygger en skøn kirke over datterens grav og genåbner sit palæ og holder en stor fest. Her møder hun den franske konges udsending, en yngre søn af huset l'Isle Adam. Hun bliver redningsløst forelsket i ham og får ham med i seng og de bliver snart gift. Ægteskabet er lykkeligt over al måde og kongen udnævner l'Isle Adam til Vicomte af Beaumont. De har dog ingen børn fået og dette har ikke bekymre Beaumont, da hans bror har to sønner. Imidlertid dør begge sønner og broderen dør af sorgen. De næste syv år går og Imperia er nu 49 og stadig barnløs. En læge mener at det er fordi de nyder sex for meget, så Imperia prøver at være kold i sengen. Uden held. Andre råd hjælper heller ikke. Hun føler det som er hun kun "en gryde til at koge pølser i". Men manden elsker hende stadig højt. Imperia opsøger l'Isle Adams ungdomskæreste, datteren af hr de Montmorency. Og beder hende forblive ugift lidt endnu for l'Isle Adam vil inden bladene falder blive befriet for sin nuværende hustru. Natten til den første oktober begår Imperia selvmord og l'Isle Adam ægter senere frøkenen af Montmorency, men hun er en dum gås og ikke lærenem i sengen, så da hun efter seks års samliv fortæller ham at Imperia begik selvmord, synker han ned i dyb melankoli og dør snart derefter. Hvilket viser at den sande dyd kun lever i dem, som har målt lastens dybder.

Ganske morsomme historier, veloplagt oversat af Jesper Ewald. ( )
  bnielsen | Aug 4, 2018 |
Es mostren 1-5 de 11 (següent | mostra-les totes)
Sense ressenyes | afegeix-hi una ressenya

» Afegeix-hi altres autors (143 possibles)

Nom de l'autorCàrrecTipus d'autorObra?Estat
Balzac, Honoré deAutorautor primaritotes les edicionsconfirmat
Brown, AlecTraductorautor principalalgunes edicionsconfirmat
Peake, MervynIl·lustradorautor principalalgunes edicionsconfirmat
Artzybasheff, BorisIl·lustradorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Berg, WillIl·lustradorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Boyd, ErnestEditorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Doré, GustaveIl·lustradorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Ewald, JesperTraductorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Hage, Ted deTraductorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Kare, KaukoTraductorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Kivimies, YrjöTraductorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Savage, SteeleIl·lustradorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Widmer, WalterTraductorautor secundarialgunes edicionsconfirmat
Has d'iniciar sessió per poder modificar les dades del coneixement compartit.
Si et cal més ajuda, mira la pàgina d'ajuda del coneixement compartit.
Títol normalitzat
Títol original
Títols alternatius
Informació del coneixement compartit en alemany. Modifica-la per localitzar-la a la teva llengua.
Data original de publicació
Gent/Personatges
Llocs importants
Informació del coneixement compartit en alemany. Modifica-la per localitzar-la a la teva llengua.
Esdeveniments importants
Pel·lícules relacionades
Premis i honors
Epígraf
Dedicatòria
Primeres paraules
Informació del coneixement compartit en alemany. Modifica-la per localitzar-la a la teva llengua.
Hiernach bekommt ihr ein schwer verdauliches Buch vorgesetzt.
Citacions
Darreres paraules
Informació del coneixement compartit en anglès. Modifica-la per localitzar-la a la teva llengua.
Nota de desambiguació
Editor de l'editorial
Creadors de notes promocionals a la coberta
Llengua original
Informació del coneixement compartit en alemany. Modifica-la per localitzar-la a la teva llengua.
CDD/SMD canònics
LCC canònic

Referències a aquesta obra en fonts externes.

Wikipedia en anglès

Cap

Balzac's Contes Drolatiques, published in three installments in the 1830s, offers a lively and lusty portrait of sixteenth-century French life and manners. These thirty stories in the tradition of Boccaccio, Chaucer, and Rabelais were claimed by the author to have originated in manuscripts from the abbeys of Touraine. Abounding in episodes of good-humored licentiousness, the tales scandalized Balzac's contemporaries and continue to delight modern readers. French novelist and playwright Honoré de Balzac (1799-1850) was a founder of realism in European literature. An inspiration to Proust, Dickens, Faulkner, Dostoyevsky, and countless others, Balzac wrote works that were hailed for their multifaceted characters and exquisite attention to detail. This edition's excellent translation was the first to make Contes Drolatiques available to English-speaking readers.

No s'han trobat descripcions de biblioteca.

Descripció del llibre
Sumari haiku

Cobertes populars

Dreceres

Valoració

Mitjana: (3.77)
0.5
1 2
1.5
2 3
2.5
3 12
3.5 3
4 18
4.5 3
5 12

Ets tu?

Fes-te Autor del LibraryThing.

Skyhorse Publishing

Una edició d'aquest llibre ha estat publicada per Skyhorse Publishing.

» Pàgina d'informació de l'editor

 

Quant a | Contacte | LibraryThing.com | Privadesa/Condicions | Ajuda/PMF | Blog | Botiga | APIs | TinyCat | Biblioteques llegades | Crítics Matiners | Coneixement comú | 176,593,092 llibres! | Barra superior: Sempre visible