This novel is about a house built a hundred years ago, and about the people who lived in it up to some time near the present. The people -- several sets of related or unrelated people -- are far less distinct than the house, moving through time and space with some of the dreamlike character of ghosts, or memories. Time in the novel is tangled up, and it can be hard to sort out whose memories are being revealed. It is a fascinating book, but not an easy one to read. ( )

Germany, historical fiction, immigration ( )

Story of a house on a small parcel of lakeside property in Germany, and its inhabitants, over many decades. It covers a period from the late nineteenth century through the years after the fall of the Berlin Wall. A few families own the property and assume they will be there forever, but historic events occur, and they must leave. Some inhabitants move in illegally. The property is maintained by The Gardener. He performs the same tasks for each set of inhabitants, is never named, and never speaks.

It is a slim novel, poetically written. It conveys a sense of the impermanence of life. People come and go. The land remains the same. It is an original method of relating German history through people that occupy a house, what happens to them, and why they end up leaving. There is no “storyline” per se. It is, I think, intended to give the reader a sense of what happened without actually telling it in detail. It is certainly a creative approach and would be a great candidate for further literary analysis.

Memorable passages:

“Tonight, too, he puts his hands into the smooth, lustrous cloth, pulls it to his face, rubs it between his fingers, rubs the fabric’s rough inner surface against its rough inner surface, fills his lungs with the scent of peppermint and camphor before he closes the door and lies down on the bed, all around him the walls covered in pink silk; the balcony door is open to the darkness, and down in the garden the horses are softly neighing and pawing the earth and snorting in the huge muffled stall that extends all the way to the stars.”

“Sometimes he asks himself whether, if their two fathers had not acted as if in cahoots that day to make them playmates, his life would still have become his life. But life would no doubt have filled up with various other sorts of would-haves and probably been just as much his life as this one.”

“Perhaps eternal life already exists during a human lifetime, but since it looks different from what we’re hoping for—something that transcends everything that’s ever happened—since it looks instead like the old life we already knew, no one recognizes it.”
( )

I was amazed by the emotion evoked with so few words. Short novel but I'm left feeling like I just finished a big, fat book. Will need to let it digest before I write more. ( )

Jeg har tidligere læst forfatterens Før sol går ned, hvor Tysklands historie i det tyvende århundrede fortælles gennem en enkelt familie, der både oplever antisemitisme, nazisme og det efterfølgende kommunistiske diktatur. Det er på mange måder de samme temaer, der gennemspiller sig i denne roman fra 2007, men her er omdrejningspunktet ikke en familie, men derimod et hus placeret tæt på en søerne sydøst for Berlin. Resultatet er en poetisk og trist fortælling, hvor menneskene kun fylder lidt og individerne endnu mindre.

Romanen er opdelt i kapitler, der fortælles fra forskellige personers perspektiv, hvoraf den mest gennemgående er Gartneren. Han er hovedpersonen i hvert andet kapitel, hvor der fortælles om hans dygtige og samvittighedsfulde pleje af haven ved søen. Han har nærmest ingen personlighed, men kan vel ses som billede på et tysk folk, der er enormt produktivt og omhyggeligt, men som også lader sig lede af husets herre/ejer uden nogen sinde at stille spørgsmålstegn ved, om det der foregår er rigtigt.

Efter første verdenskrig ejes huset af en jødisk fabrikant, der producerer håndklæder og får opkøbt et stykke af nabogrunden, så der kan bygges et badehus helt nede ved vandet. Det er en lykkelig tid indtil den nazistiske magtovertagelse. Derefter bliver friheden gradvist indskrænket indtil dele af familien vælger at udvandre og andre bliver og ender med at blive deporteret og myrdet i koncentrationslejrene. Det bliver egentlig kun værre at læse om, fordi det fortælles så nøgternt. Inddragelsen af familiens formue, som tidligere er blevet fastfrosset, fremlægges også roligt og objektivt og det hele bliver et billede på den nazistiske politiks enestående kombination af drab, bureaukratisk omhu og materiel smålighed.

Ejendommen overtages af arkitekten, der er højt på strå i Berlin, og af hans hustru, der nyder de lune sommeraftener ved søen. Han bliver en del af Speers megalomane planlægning af en ny verdenshovedstad i Berlin. I første omgang formår han at fastholde sin position i DDR, for så alligevel og til sin store overraskelse at blive udrenset og diskret bedt om at forføje sig til vesten. Konen er en skrøbelig skikkelse, der i modsætning til sin mand er i huset, da de russiske befriere/besættere skyller hen over landet på vej mod Berlin. En frygtelig oplevelse, men dog stadig med et menneskeligt nærvær fra begge sider, som aldrig blev de jødiske ofre forundt.

Efter de tidligere ejeres flugt flytter repræsentanter for den nye elite ind. Det er et par, der kæmpet mod nazismen fra Sovjetunionen, og hvor vi hører historien fra kvindens side. Hun er forfatter og et villigt hjul i statens maskineri, men hun nyder også den fred og det fravær af krig og vold, der trods alt gjorde efterkrigstiden til en attraktiv kontrast til fortiden, også i Østeuropa.

Romanen slutter efter murens fald, hvor de gamle ejere kræver huset tilbage. Dvs. arkitektens efterkommere, og man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor det lige netop er disse ejeres ret, der bliver håndhævet. På romanens sidste sider rives huset ned, og delene placeres omhyggeligt i forskellige containere. Den dramatiske fortid taget i betragtning er det egentlig meget tilforladeligt, at fortiden ikke bare smides på møddingen – den fjernes omhyggeligt og opdeles i affaldsfraktioner, så videre forurening undgås, og så grunden er klar til at bygge nyt.

Heimsuchung er en roman, der må bedømmes på både sit stof og sin stil. Stoffet er fortalt før, men det gør det jo ikke mindre dramatisk eller vedkommende. Stilen er interessant. Det gør noget ved fortællingen, at der tages udgangspunkt i husets skæbne, og det understreges af, at det er de færreste personer, der omtales ved navn. I stedet er de nærmest funktioner. Resultater er et nøgternt og beskrivende sprog, der samtidig smukt og nærmest hypnotiserende. De dramatiske højdepunkter står tydeligt frem på den baggrund, men det giver også romanen en stor langsomhed. ( )