En el Bois de Boulogne aparece muerto un desvalijador de pisos, un viejo profesional con quien Maigret ha logrado unas relaciones que son casi de amistad. El muerto -Honoré Cuendet- es un palanquetero hábil, metódico. No tiene amigos, no forma parte de ninguna banda. Vive con su madre, tiene una amiga desde hace años... Cuendet es un pequeño burgués apacible y amante de las minucias cotidianas: su vaso diario de vino blanco en la taberna de siempre, la paz casi hogareña con Evelline, y de vez en cuando, para no enmohecerse, un palanquetazo con la máxima limpieza profesional. ¿Qué se esconde tras el crimen?

Talán ez volt a legjobb Maigret, amit eddig olvastam. Még akkor is tetszett volna, ha nem hal meg benne senki. Azzal nyilván nem én találom fel a spanyolviaszt, hogy Simenon könyvei nem kis részben atmoszféra-regények, ahol a párizsi kiskocsmák zamata és a Szajna-part legalább annyira része a történetnek, mint maga a bűn. De a jobb Simenonok ezen felül még nosztalgia-regények is, ahol Maigret jóindulatú, patriarchális melankóliával dörmög a bajsza alatt, mert a világ átalakul, az idő felgyorsul, a bürokratikus, jól fésült zsaruk pedig átveszik a „talpas” rendőrök helyét. (A nyugdíj meg két év múlva esedékes.) Ezt a hangulatot külön kiemeli az áldozat figurája: Cuendet, a régi vágású, stílusos betörő olyan, mintha Maigret tükörképe lenne a másik oldalról. Simenon remekül érzékelteti a kettejük közti kapcsolatot azzal, hogy Maigret a nyomozás során mintha emlékhelyeket látogatna, úgy járja be Cuendet utolsó napjainak helyszíneit: miután megviszi a halálhírt az anyának, fehérbort iszik annál a vendéglői asztalnál, ahol nemrég még Cuendet ült, hogy végezetül megismerje Cuendet legnagyobb titkát is. Megkockáztatom az állítást: a jó formában lévő Simenon bizony Krúdy irodalmi rokona – ugyanaz a vonzódás a tegnap iránt, amit – bár morog azért az ember – a változás szelíd elfogadása kísér. Jó, hát Maigret nem eszik annyit, mint a Krúdy-hősök. Ellenben többet iszik. ( )

Frankrig, Paris, ca 1965
Kriminalkommisær Jules Maigret er efter ca fyrre års tjeneste ved politiet kun et par år fra pensionen. Han ser lidt frem til den, for en bølge af moderne politifolk er ved at erstatte de gamle og garvede og Maigret mener at man nu bruger ca 80% af tiden på administration. En nat bliver han vækket og kaldt ud til Boulogne-skoven Bois de Boulogne, hvor en mand er blevet fundet brutalt myrdet. Maigret genkender manden som Honoré Cuendet og lader sig uden vrøvl sende hjem igen af den unge politiadvokat. Han får bekræftet at det er Cuendet og spadserer hen til huset, hvor Cuendets mor, Justine, bor med samt hendes hund. Maigret har kendt Cuendet og familien i tredive år og er ikke nogen fremmed der. Han fortæller hende forsigtigt at Honoré er død. Cuendet var ca halvtreds år og en lidt sær snegl. En schweizer, der var indelukket og asocial fra barnsben, men godt nok begavet og uddannet som klejnsmed. Senere en tur i Fremmedlegionen. Faderen døde ved at blive kørt ned bagfra på cykel, mens han slingrede rundt på vejen i en brandert, så Honoré tog sin mor med til Paris. Hans søster er gift i Rio og har flere børn. Cuendets mor kan ikke fortælle meget nyt udover at han var en god søn og tit var væk i uger af gangen. Maigret finder ud af at han har specialiseret sig i at begå indbrud mens folk er hjemme. Men han bliver aldrig taget og man kan heller ikke finde ud af hvor han afsætter varerne og heller ikke hvor han gemmer sine egne penge. Et enkelt spor er at han havde nogle få hår fra en vildkattepels på sig, så måske en bundtmager kan hjælpe? Fumel finder via afdelingen for Hôtels Garnis frem til at Cuendet de sidste fem uger havde lejet et værelse i et lille hotel tæt ved kajerne. Overfor er der et gammelt herskabshus, hvor en enlig dame, fru Wilton, bor med nogle tjenestefolk. På samme hotelgang bor en prostitueret Olga som Maigret får meget at vide af. Fru Florence Wilton er ca 45 år, går af og til splitternøgen rundt og har mindst to opvartere en høj flot fyr på højst tredive, vanvittig elegant klædt og med en pragtfuld vogn. Den anden er ældre, med gråsprængt hår og kører i Rolls Royce med chauffør. Hun er skilt, men ser stadig sin eksmand Stuart Wilton af og til, så det er sikkert ham, der er den ældre. Olga checker lige om hun kan lokke Maigret med i seng, men det vil han ikke. Sjovt nok ville Cuendet heller ikke. Olga anbefaler maden i Petit Saint-Paul restauranten og Maigret går derhen for at spise frokost og samle tankerne.
Maigret forventes ikke at bruge tid på Cuendet, men i stedet på at opklare en serie af hold-ups, der plager Paris. Lederen formodes at være en Fernand, der dog er som sunket i jorden. Et nyligt hold-up gik galt og en betjent fik ram på en af gangsterne, der viste sig at være Joseph Raison på 42, maskinmontor og helt ukendt for politiet. Joseph blev ramt i nakken og har ikke kunnet fortælle politiet noget endnu, men Fernand blev set i nærheden. Imens får politiet diskret at vide at ægteparret Raisons kommer meget sammen med en René Lussac og hans kone. De skygger René, der ikke aner uråd og han kører hen i et helt andet område og spiller kort med et par andre. René ringer til nogen og ser bekymret ud, da han kommer tilbage. De skygger den ældste af de to andre og finder ud af at han hedder Georges Macagne og er kendt af politiet for to gange biltyveri og en gang vold. Maigret får imens spurgt ind til Stuart Wilson. Han er hovedrig, kommandør af Æreslegionen og en damernes mand. Han har været gift tre gange og endda lavet en smule skandale ved at have sin søns kone som elskerinde. Sønnen har han med sin første kone, som har giftet sig igen og nu bor på Bahamaøerne, nummer to var en ung skuespillerinde og nummer tre var Florence. Undersøgelsesdommeren på Cuendet-sagen er dommer Cajou, som gerne ser den dysset ned og kun har sat betjent Fumel på den. Obduktionen af Cuendet er foretaget af doktor Lamalle, der har overtaget efter doktor Paul. Cuendet er blevet slået bagfra med noget, der har knust kraniet på ham og dræbt ham med det samme. Våbnet må være noget med mange kanter som fx en statuette. Maigret spekulerer på om Wilsons bil mon har et vildkatteskind?

Fin historie. Maigret er ikke sur, kun lidt skuffet over at tiden er ved at være ovre for de betjente, der ikke kan skrive en rapport uden stavefejl. ( )

Een inbreker die alleen inbreekt als de bewoners thuis zijn. Daarvoor bestudeert hij eerst soms maandenlang de gewoonten van de bewoners van het huis dat hij op het oog heeft. Tot het op een dag mis gaat. Intussen vinden er ook roofovervallen plaats, en die hebben een hogere prioriteit voor de autoriteiten, maar Maigret laat zijn mensen zich toch met de luie inbreker bezighouden en hij komt zo goed als achter de ware toedracht van diens laatste inbraak.

Maigret löst zwei Fälle, einen Raubüberfall routiniert und gemäss den neuen administrativen Richtlinien und einen Mord an einem freundlichen Einbrecher mit seinem Herzen und im Gegensatz zu den Regeln und ohne einen direkten Auftrag. Der Roman ist auch eine Hommage an die kleinen Pariser Restaurants mit ihren Wirten aus allen Teilen Frankreichs und deren regionaler Küche. ( )