Encore un excellent Maigret ! Décidément les derniers écrits me semblent tellement plus riches que les premiers !
Dans cette enquête on retrouve l’amour de de l’auteur pour Paris et ses canaux, ses péniches, ses quartiers et ses petites ruelles.

Une enquête avec un petit twist qui débouche sur un tueur fort attachant ?!? Car oui, Maigret ne juge généralement pas, il laisse ce soin à la justice.

Un roman qui m’a pas mal fait rire (jaune) aujourd’hui, alors que toute la France revendique la conservation des acquis sociaux sur les retraites. A deux ans de la retraite, Maigret apprend qu’il va écoper de trois ans de malus. Bim ! (Et personne ne moufte ?)

Un polar avec des voleurs de tableaux, un psychopathe au couteau, une famille richissime, une serveuse amoureuse, Madame Maigret (qui conduit la voiture !), des sandwiches et des bières…

https://www.noid.ch/maigret-et-le-tueur/ ( )

Un Maigret decisamente sottotono, in cui Simenon cerca di mascherare un'ispirazione non brillante allungando il brodo (le rapine in villa), azzardando psicologie (la famiglia della vittima e il serial killer renitente) e riciclando situazioni (la confessione nel salotto di casa).
La vicenda scorre con qualche passaggio a vuoto mentre la primavera parigina inizia a sbocciare: il lettore si lascia trasportare ma non viene mai davvero coinvolto causa mancanza di profondità. ( )

Finished: 1/1/2021 ( )

V detektivním, psychologicky laděném románě, dokončeném v r. 1969, umožňuje kazetový magnetofon ubodaného studenta, vášnivého lovce zvuku, analyzovat zvyky a záliby oběti a seznámit s prostředím vraždy na pařížském předměstí. Mistrný, psychologicky promyšlený postup komisaře Maigreta přivádí na stopu vraha a posléze ho donutí, aby se v raskolnikovsky laděné zpovědi doznal k dvěma vraždám. (Založil/a: vladislaus)

Frankrig, Paris, 1969
Kriminalkommisær Jules Maigret og hans kone er til middag hos lægen Pardon på Boulevard Voltaire, da lægen bliver kaldt ud til en såret ung mand, der ligger døende af knivstik på Rue Popincourt kort derfra. Det er sjaskende regnvejr, så det er lidt af et offer. Det er Antoine Batille, 21 år, studerende ved Sorbonne, der er blevet stukket ned. Hans forældre er meget rige, for de ejer firmaet Mylènes Parfumer, men det hjælper ikke meget på sorgen over deres søn. Antoine. Hans søster Minon på 18 år kommer og går som hun vil, mens han var en mere stille og tænksom type. Hans eneste hobby var at gå rundt med en lille båndoptager og skjult optage andre folks stemmer. Måske er det motivet for vidner har set at morderen kom bagfra og dolkede ham flere gange og roligt gik videre. Men et andet vidne har set at morderen vendte tilbage og stak nogle ekstra gange. Båndet afslører en bande malerityve, men de ville nok aldrig hæve indsatsen til mord, så hvem er morderen så? Lucas, Lapointe og Janvier støver hurtigt malerityvene op. De ledes af en rammefabrikant Emile Branchu, kaldet Mimile. Et andet medlem er Julien Joseph François Mila. En tredje er Yvon Demarle. Fra Antoines båndoptagelse ved de at banden planlægger et kup udenfor Paris, så politiet der bliver varskoet. Banden bliver nappet, men Maigret havde ret i sin anelse om at de intet havde at gøre med mordet på Antoine. Den rigtige morder kontakter også både aviserne og Maigret for at fortælle at maleribanden ikke er indblandet. Maigrets folk finder også en pige, Mauricette Gallois, som Antoine lige nåede at gøre sin opvartning og komme i seng med inden han blev dræbt.
Maigret fornemmer at morderen vil melde sig selv og presser ikke på af frygt for at manden begår selvmord i stedet.
Til sidst opsøger morderen Maigret på dennes bopæl på Boulevard Richard-Lenoir. Han er ca 30 år og hedder Robert Bureau og arbejder i et forsikringsselskab. Han tilstår også at han som fjortenårig dræbte en anden dreng, Raymond Pomel, med den samme kniv, som han nu har brugt mod Antoine. Og siden har han været bange for at komme til at gøre det igen.
Han håber at komme under behandling, men ved godt at det nok ikke kommer til at ske. Og ja, præcis sådan går det.

Glimrende krimi. Både Pardon og Maigret sukker over det bureaukratiske væld af papirer, der er ved at drukne dem på arbejde. Og pensionsalderen bliver sat op. Der er ikke meget nyt under solen. ( )