Not Hawthorne's best work in my opinion, but still good. Every chapter has about 4 pages of exposition and maybe a few paragraphs of plot. This totally could have been a short story if he didn't describe the entirety of Rome throughout the novel. ( )

WE GET IT YOU'VE BEEN TO ITALY. ( )

Not Hawthorne's best work in my opinion, but still good. Every chapter has about 4 pages of exposition and maybe a few paragraphs of plot. This totally could have been a short story if he didn't describe the entirety of Rome throughout the novel. ( )

Hawthorne er mest kendt for The Scarlet Letter (som jeg endnu ikke har læst) og som en konsekvent fortaler for New Englands puritanske arv. Denne roman viser, at det billede er for simpelt. Efter sin sene rejse til Italien i 1858-59 og hans ophold som konsul i Liverpool sneg tvivl sig ind i hans hjerte: var det så simpelt, at protestantisme og katolicisme er henholdsvis godt og ondt, og var den absolutte uskyld et relevant ideal? Det er de spørgsmål romanen kæmper med.

I åbningsscenen møder vi fire venner i Rom, hvor de er ude at se på kunst. Hilda er fra New England og hun bruger sin tid på at være moralsk renskuret, kopiere de gamle mestres malerier og passe en hellig flamme i sin lejlighed - kort sagt et helt igennem religiøst liv med ringe blik for tilværelsens kompleksitet. Hendes veninde Miriams baggrund er mere uklar, men hun er lidenskabelig og mere optaget af at male sine egne værker end af at kopiere detaljer. Hun er også forfulgt af en mørk fortid, som bliver romanens dramatiske drivkraft. Kenyon er billedhugger fra Amerika. Han er forelsket i Hilda, men han er mere åben over for verdens sammensathed, og som mand er han selvfølgelig (!) også mere erfaren. Velsagtens er han vel også Hawthorne i forklædning. Endelig er der Donatello, en ung italiener, som de sammenligner med en faun - dvs. en magisk naturens søn fra den oprindelige guldalder og altså fra tiden før syndefaldet. Som sådan spejler han Hilda, men han er samtidig lidenskabeligt forelsket i Miriam.

Under en udflugt til katakomberne sker der noget mystisk. Miriam forsvinder fra dem, og da hun dukker op er det i selskab med en mystisk skikkelse, som forsvinder inden de andre når at se ham an. I de kommende dage opsøges hun igen og igen af ham. De har tydeligvis en fortid sammen, og hans genkomst er både skæbnebestemt og katastrofal for hende. Skal hun tale med sine venner, skal hun stikke af og gå under jorden påny? I stedet prøver Donatello at beskytte hende, og sammen myrder de plageånden ved at smide ham ud fra en klippe.

Hilda overværer forbrydelsen, og resten af romanen handler om konsekvenserne af den. Donatello flygter hjem til sit slot, hvor Kenyon finder ham forandret. Han er plaget af dårlig samvittighed, og hans tidligere samhørighed med naturen er tabt. Men han vokser også, for i sidste ende gør mødet med ondskaben ham til et mere komplet menneske.

Hilda, derimod, går nærmest i opløsning. Hun kan slet ikke leve med den forbrydelse, som hun har været vidne til, og hendes eneste svar som moralens vogter er at bryde alle forbindelser til Miriam. Selvom alle på overfladen accepterer denne konsekvente handling, så står den i et tvetydigt skær. Er det egentlig næstekærligt ikke at forstå og tilgive sine venner? Er det menneskeligt at leve uden nogen forståelse for livets mærke sider? Det gives der aldrig svar på, og den tvetydighed er i sig selv interessant, når den kommer fra Hawthorne.

I stedet indvarsler romanen det internationale spor i amerikansk litteratur, hvor den komplekse spejling af den nye verdens energi i den gamle verdens (dekadente) kultur og historie er i centrum.

Der er mange fine kapitler i romanen, men der er også meget åh! og min sjæl! som godt kan blive lidt langtrukkent, og så skal man selvfølgelig trækkes med 1800-tallets kvindesyn. Selvom Hilda ikke er et rent ideal, så hylder Hawthorne hendes kunstneriske valg:

"Would it have been worth Hilda's while to relinquish this office for the sake of giving the world a picture or two which it would call original; pretty fancies of snow and moonlight; the counterpart in picture of so many feminine achievements in litterature!"

Hawthorne er selvfølgelig et barn af sin tid og bla, bla, bla - han også en klaphat der elsker at generalisere om alt fra kvinder til italienske bønder og katolikker.

Det er nu ikke romanens største problem. Selvom jeg nød sproget og glad fulgte personerne på deres udflugter og i deres diskussioner, så var der simpelthen for mange løse ender i plottet til at læsningen var rigtig tilfredsstillende. Miriams forhistorie fortælles kun i forblommede vendinger, og andre handlingselementer står endnu mere mystiske tilbage. Mange mesterværker har huller i den indre sammenhæng, men her får det mest af alt historien til at fremstå uforløst. ( )

Not to my taste sort of meandered along. ( )