Mine associationer til jagt og jagtselskaber går på et eller andet med drengerøve i herreskikkelse, der skyder tre gange så mange dyr, som de kan æde, hvorefter de fortæller sjofle vittigheder og indgår forretningsaftaler, mens de drikker snaps og slår hinanden på skuldrene. Og Klaus Rifbjerg dementerer det ikke helt i Så kom en hæslig jæger. Bogen er en blanding af mestendels essays med tilsætning af uddrag fra nogle af sine romaner og et par digte.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle læse en bog om jagt, men jeg tror, at alt kan gøres spændende og interessant, hvis det er Rifbjerg, som skriver om det. For han har i den grad en gudsbenådet pen, som bare flyder, som den skal. Og at der altid gode udtryk og ord at hente, når han skriver. En jagtkammerat, der har kræft, møder f.eks. op med en 'sin kemofræsede billardkugle af et hoved'.
Det bliver nok ikke jagt, som jeg kaste mig over i mit næste liv, men nu har jeg da fået et indblik i en verden, som jeg troede for altid skulle være ukendt land for mig. Og det er altså godt gået at skrive en hel bog om jagt, som jeg gider at læse! Og desuden er det en meget smuk bog, hvor både papir, skrifttype og illustrationer er i top. Efterhånden en sjældenhed.
http://bogbrokken.blogspot.com/2010/10/klaus-rifbjerg-sa-kom-en-hslig-jger.html ( )